Faust
Den russiske instruktør Aleksandr Sukurov har voldtaget Goethes ”Faust” i sin voldsomt opstyltede filmatisering af mesterværket.
Faust
Rusland 2011
Instruktion: Aleksandr Sukurov
2 timer og 14 minutter
Premiere i dag i Cinemateket i København.
At grænsen mellem mesterværk og makværk kan være hårfin, beviser Aleksandr Sukurov til fulde med sin væmmeligt kropslige ”Faust”.
Darren Aronofsky skulle, da han bedyrede at Aleksandr Sukurovs ”Faust” havde vundet Guldløven i Venedig sidste år, have sagt, at det er en film, der forandrer en for altid. På sin vis forstår man ”Black Swan”-instruktøren, for ”Faust” er vitterlig som film er færrest. Og der er, indrømmet, en chance for, at der under instruktørens prætentiøst teatralske, voldsomt opstyltede og gennemkedelige film gemmer sig et mesterværk. Det var blot ikke undertegnede forundt at opdage det.
Sukurov, der tidligere har lavet det ambitiøse og vellykkede one take-formeksperiment ”Russian Ark”, har (vold)taget Goethes eksistentielle tragedie om manden, der sælger sin sjæl til djævlen.
I Sukurovs fortolkning er Faust en midaldrende, desillusioneret læge, der i sin hunger efter viden i bogstaveligste forstand graver dybt i menneskekroppen for at finde svar. Han trues af fattigdom og havner i en slesk pantelåners magt, og sammen tåger de rundt mod undergangen i en middelalderlignende 1800-tals-kulisse, flot inspireret af hollandsk maleri, om end flere af de smukke skud ligner noget, der er kørt gennem en iPhone-fotoapplikation.
Sukorov maskerer Fausts metafysiske overvejelser i sin deformerede og døde kroppe og uskøn liderlighed, og er man til den slags, er ”Faust” helt givet et mesterværk. Fra denne anmelders pind ligner det desværre et langtrukkent, kvalmende og sært middelmådigt forsøg på at gøre en af litteraturens store tragedier til bagvendte kønsorganer og messende tomgang.