Von Trier-film fik fin USA-debut
"Melancholia" kom i weekenden langt bedre fra start end kontroversielle "Antichrist".
Lars von Triers meget omtalte film "Melancholia" kom pænt fra start, da filmen havde premiere i 19 amerikanske biografer i weekenden.
Filmen, der har Kirsten Dunst og franske Charlotte Gainsbourg i hovedrollerne, indspillede for 270.000 dollar (små 1,5 millioner kroner) i sin første weekend på de amerikanske filmlærreder.
Ganske solid
Mens von Trier-film har det med at løbe med overskrifter i samtlige danske medier, så er instruktøren ikke hvermandseje i det amerikanske filmlandskab, og derfor regnes den relativt beskedne debutindtjening som ganske solid.
I gennemsnit indspillede filmen for 14.200 dollar per biograf, og dermed kom den bedre fra land end Triers forrige film, den kontroversielle "Antichrist", der hentede 11.900 dollar i gennemsnit i sin første weekend.
Antichrist
"Antichrist" har indtil nu indspillet små 405.000 dollar på det amerikanske marked.
Ifølge den internationale filmhjemmeside imdb.com indtjente "Melancholia" 958,848 kroner i sin åbningsweekend i de danske biografer, da den havde premiere sidst i maj måned i år. Her blev den vist i 57 biografer.
Hitler-bemærkningerne
"Melancholia" er ikke den mest omtalte von Trier-film gennem de seneste år, men på årets filmfestival i Cannes løb instruktøren alligevel med den samlede verdenspresses opmærksomhed, da han fik kastet sig ud i en række uheldige Hitler-bemærkninger under et pressemøde.
Trier fik sagt, at han forstår Hitler, og at han sympatiserer en smule med ham. Udtalelserne spredte sig hurtigt gennem medierne, og Trier endte senere med at blive smidt ud af festivalledelsen.
Den danske instruktør endte også med at beklage sine udtalelser.