Sådan har von Trier provokeret før

Han må åbenbart ikke vise sig på festivalen mere i denne her omgang. Filmen er stadig i konkurrencen, men efter den seneste udvikling er det usandsynligt, at han vinder noget på søndag. Det ville trods alt være for kontroversielt, hvis juryen hopper hen over den hedeste nyhed på en varm dag i Cannes.

Provo

Han har det med at provokere, Lars von Trier. Her er et udpluk af one liners fra gårsdagens møde med pressen i forbindelse med verdenspremieren på ”Melancholia”.

”Jeg er nazist”. ”Du skal spille en runken pik”. ”Kirsten Dunst skal være med i min pornofilm”. ”Jeg er mere pornografist end nazist”. ”Der bliver en masse pikslikkeri”. ”Susanne Bier skal slappe af og se Kat på et varmt bliktag”. ”Jeg er færdig med at undskylde”.

Den sidste statement her, udtrykker meget godt hvor lidt alvor, der er i hans udbrud. For allerede i går aftes sendte han en officiel undskyldning til alle dem, som han havde fornærmet tidligere på dagen.

Listen er lang

Det er absolut ikke første gang, at Trier har taget overskrifterne efter mødet med pressen eller i forbindelse med prisuddelingen, hvor hans første offentlige, sarkastiske og ironiske fornærmelse blev citeret og refereret i verdenspressen.

1991: Europa, der vandt den tekniske pris i Cannes

Ved prisuddelingen måbede det smoking-klædte publikum, da en karseklippet Trier gik på scenen og sagde, at det var fint, at han havde vundet en teknisk pris. Men eftersom han ikke er teknikker, så skulle juryen (som traditionelt sidder på et podium på scenen) møde en teknikker. Og op på scenen trækker han Henning Bahs, der havde lavet produktions design på filmen. Bahs stod tavs og undrende ved siden af Trier, der overlod applausen til Bahs.

Senere toppede han den happening med at sige, at juryformanden, Roman Polanski, er en dværg, der ikke har forstand på film.

1996: Breaking the Waves

Triers hovedværk blev vist i Cannes uden hans deltagelse. Han blev hjemme og han efterlod ansvaret og forklaringerne på det ekspressionistiske mesterværk til skuespillerne, der sikkert var lige så forvirrede og søgende efter svar som alle andre var.

1998: Idioterne

Trier havde sammen med Thomas Vinterberg formuleret Dogme95. Et kyskhedsløfte der skulle fjerne alt det unødvendige i filmen.

Triers film om en flok dekadente provokatører, der spiller/leger åndssvage, fik Cannes til at måbe. Gruppesex, tosserier og et regelsæt, som Trier bakkede op med en udtalelse, som gik verden rundt. Han sagde, at der de sidste 30 år kun er lavet lortefilm, og at det her var filmens redning. Tilbage til rødderne, tilbage til historien og ud med knaldende effekter og stjernenykker.

Senere har han i den grad leget med lyd, lyd, talende dyr og nu effekt-planeter.

Samtidig besteg han den røde trappe inden premieren til tonerne af Internationale, og med knytnæven i vejret lod han sig hylde som en anden diktator. Det er aldrig sket før, at en kunstner fik lov til at ændre fra den officielle Cannes-hymne til en politisk kampsang.

2000: Dancer in the Dark

Endelig vandt han den store pris. Sikkert en lettelse for forfængeligheden – men inden da havde han haft en umanerlig svær produktion med den islandske super-kunstner, Bjørk, der både spillede hovedrollen og komponerede musikken.

”Jeg hader skuespillere”, fik han derefter fyret af. Den blev også taget til indtægt, og han har siden brugt en masse krudt på at afmontere den udtalelse. Ikke mindst hans skuespillere griner af det. De står i kø for at arbejde med ham, og efterfølgende bruger de stadig en masse tid på at lovprise hans arbejde med sine menneskelige instrumenter.

2003: Dogville

Filmen om den unge Grace (Nicole Kidman i sit livs rolle) kommer til byen Dogville. De elsker hende, hun er den søde nabo og den hjælpsomme ven. Inden længe begynder byen at udnytte hende, voldtage hende og ydmyge hende.

Filmen var Triers billede af USA, og den første i en planlagt trilogi om landet, som han aldrig har besøgt.

”Jeg kunne aldrig finde på at besøge det land”, sagde han og påkaldte sig surmulen over sin dom over supermagten, som han tydeligvis kun har politisk foragt overfor.

2005: Manderlay

”Jeg burde have stemmeret i USA. De betyder så meget, og bestemmer så meget, som vi alle sammen skal rette os efter, så det ville være rimeligt” – lød det efter filmen, der foregår i USA, som hans film ofte gør.

Filmen var en 2’er og en opfølgning på ”Dogville”, og måske derfor var der ikke den store kontrovers det år.

Om George W. Bush sagde han, at han var sikker på, at Bush var forelsket i Condoleezza Rice, og at han drømte om at blive pisket af hende.

2009: Antichrist

”Jeg er verdens bedste instruktør”, lød det, da han havde vist sin film. Folk grinede, og han smilede og brugte sit sædvanlige lurendrejer blik. Dagen efter var det overskriften på samtlige internationale blade, og han måtte gang på gang tage stilling til Scorsese, Fellini og alle de andre, som journalisterne følte sig kaldet til at fremhæve.

2011: Melancholia

Denne gang er præsentationen nok overflødig, da toppen af artiklen viser, at han også denne gang har leveret en kaskade af overskrifter til alle medier.

Er han seriøs?

Hvornår har han ment noget af det, som han har sagt? Sjældent, måske aldrig. Han forsøger altid at peppe pressekonferencerne op, så det ikke bare bliver en sludder om filmen. Måske er det også fordi, at han ikke har lyst til at forklare sine film. Måske skal de bare ses, som de er, uden hans manual til dem.

Triers legesyge ironi læses altid som morskab af danskerne. Vi kender ham, vi kender hans historik og sågar er der nogen, der har samme form for humor.

Dernæst siger han det, som falder ham ind. Uden at tænke over, at mange af tilhørerne ikke kender hans forhistorie med Susanne Bier, de mange år af livet, hvor han troede, han var jøde og ikke mindst følger kun få alt, hvad han gør og siger – men eftersom han lystigt refererer til gamle konflikter, episoder fra film og samtidig har en evne til at lade sig tale varm på et tema, så er der alle muligheder for, at han bliver misforstået, hvis man tager en sætning ud af sammenhængen.

En leg

Han associations-snakker, han laver selv-refererende vitser, og han leger en kompliceret leg, hvor han selv kommer med modpartens svar.

Hans misundelse på Susanne Bier, den ændrede fortælling om ham selv, da hans mor på dødslejet fik sagt, at han ikke er jøde, samt hans aversion mod det politiske Israel blev blandet sammen med hans fascination for nazi-æstetik. Som i en løs snak rundt om middagsbordet, hvor jokes og diskussion blandes, konkluderer han derfor, at han jo så nok er nazist.

Derfor er han nu hængt ud og smidt ud.

Gik han for langt denne gang? Det gjorde han, og det må han så bøvle med nu. Rygterne går på, at flere lande er i gang med at komme ud af deres aftale med Zentropa om at distribuere filmen.

Næste kapitel i denne farce er med sikkerhed ikke skrevet endnu.