- Opdateret 18/05/2011 kl. 12:08
Lars von Triers løjerlige rablerier
Trier fyrede foran verdenspressen den ene underholdende og forbløffende bemærkning af efter den anden.
Lars von Trier er tilbage på scenen i Cannes, og den danske mester affyrede den ene underholdende og forbløffende uigennemtænkte bemærkning efter den anden, da han mødte den internationale presse efter morgenens verdenspremiere på "Melancholia".
Triers seneste film handler helt som forhåndsannonceret om verdens undergang, men værket er i lige så høj grad undersøgelsen af menneskenes reaktion på denne uheldige begivenhed forårsaget af en meteor.
Kirsten Dunst har hovedrollen som den deprimerede Justine, der på grund sin igangværende tvist med mørket kommer nemmere gennem katastrofen end søsteren Claire, spillet af Charlotte Gainsbourg.
Kritikerne skriver
Kritikerne sidder netop nu ved deres tastaturer og gør op, om filmen er vellykket.
I mellemtiden fortæller Lars von Trier, at han selv er i tvivl. Især tvivler han åbenbart på, om han har hældt for meget af Wagners Tristan og Isolde på filmen.
TV: Von Trier: Filmen er måske noget lort
Måske noget "crap"
"Da jeg første gang så stills og klip, tænkte jeg, at den måske er overromantisk. Måske er det noget "crap", jeg har lavet. Det håber jeg ikke, men der er en ret stor sandynlighed for, at jeg har lavet noget "crap"," sagde Lars von Trier.
Han mødte op på pressekonferencen med en ny tatovering.
Fuck på knofladen
På knofladen af hans højre hånd har han fået indgraveret ordet "fuck", og det afspejlede meget godt planerne om hans næste film.
Det skal være en pornofilm, sagde han gentagne gange. Det har været fremme tidligere, titlen er "Nymphomania", men han bluffede og lod, som om Kirsten Dunst har bedt om at være med.
Det afkræftede han en time senere på et dansk pressemøde med ordene:
"Der vil være alt for meget pikslikkeri i den film til hende."
Bier og jøder
Lars von Trier blev på et tidspunkt spurgt om sit forhold til tysk æstestik og kunst, og det ledte ham ud i en langvarig spektakulær sætning, hvor han fik svinet Susanne Bier og jøder i almindelighed til.
"Åh, Gud, hvordan kommer jeg ud af det her," afbrød han på et tidspunkt sig selv, men da var skaden sket.
Lars von Trier havde indledt med at forklare spørgeren, at han oprindelig troede, at han var jøde, fordi den mand, han troede var hans far, var jøde. Det viste sig senere, at Triers rigtige far havde tyske rødder.
Ikke noget imod jøder
"Jeg var glad for at være jøde, men så kom Susanne Bier, og så var jeg ikke glad for det længere. Nej, jeg er i virkeligheden nazist, og det har også givet mig glæde. Jeg er nazist. Jeg ved, at han gjorde nogle forkerte ting, men jeg forstår ham, selv om han ikke var en god fyr. Jeg har ikke noget imod jøder - selv om Israel er en "pain in the ass".
Og så var det, at Trier højlydt spurgte sig selv, hvordan han kom ud sin knibe.
Store bifald
"Melancholia" blev modtaget med store bifald i palæets største biograf, og Triers høstede også ros fra sin hovedrolleskuespillerinde, skønt Kirsten Dunst i perioder så noget ukomfortabel ud under instruktørens rablerier.
"Lars von Trier er en af få instruktører, der skriver nuancerede kvinderolle. Hos ham kan man både være grim og havde det elendigt. Det er en stor mulighed at arbejde med ham, og jeg har fået stor kunstnerisk frihed og en ven ud af oplevelsen. Jeg vil tage den med videre."
Ordet er dit
Hvad synes du om Lars von Triers facon?