En gammel bæver styrer det hele

Jodie Foster er med sikkerhed mest kendt for sit skuespil.

Hendes rolle i "Silence of the Lambs" som Clarice Sterling, er vel nærmest at betegne som rolle, der definerede kvindens rolle i spændingsfilm.

Den er fra 1991, og bakker man en smule længere tilbage i filmhistorien findes der mindeværdige roller fra hende i "Taxi Driver", "Bugsy Malone" og mange flere.

Hun har dog de senere år mistet sit momentum som spiller, og det kan være årsagen til, at hun har besluttet sig for at instruere igen.

Få små film

Fosters titler som instruktør, er der sikkert ikke mange, der svarer rigtigt på i julequizzen. Heller ikke her bag tastaturet. Der måtte et opslag, og et ”Nåh, ja” til at erindre de små film, som hun over en 20- årig periode har lavet.

2011: "The Beaver"

1995: "Hjemme er bedst"

1991: "Little Man Tate"

En uddannet kvinde

Foster er en uddannet kvinde. Hun trådte sine dannelsessko på Sorbonne- universitetet i Paris, og hun har altid haft et hjerte for Europa. Den smalle kunst, det enkle universelle budskab.

Det er muligvis det, hun leder efter i "The Beaver".

På overfladen handler den om Walther (Mel Gibson), der har en depression.

Han hader det firma, som overtog efter sin far. Hans to drenge er ikke synderligt interesseret i ham, så den eneste der udtrykker en form for distanceret kærlighed til ham, er konen – afpillet og fåmælt spillet af Foster selv.

En form for kald

Da Walther er på vej til at slynge slipset om en badeforhængstang (ja…), får han er en form for kald. Og det kommer fra en bæver- hånddukke, som han har samlet op i en container.

Dukken taler med skotsk accent, er meget charmerende og den dynamiske modsætning til den tavse, kedelige Walther. Bæveren sidder trofast på Walthers hånd, og inden længe er depressionen vendt til succes.

Bæveren styrer firma, sexliv og den yngste af sønnerne med sjov og konstruktive ideer.

Den ældste søn har sine egne problemer. Han gør alt, for ikke at ligne sin far og yder cirka samme indsats for at få kontakt til skolens smukke cheerleader.

Sørgmunter film

"The Beaver" er en sørg-munter lille film. Den er naiv, den er forstillet og mest af alt er den en smule latterlig.

Specielt da bæveren er dagens gæst i diverse talkshows, på forsiden af alle magasiner – og bliver et billede på frigørelsen af det fastlåste menneske. Husk at man ser Gibson tale med accent, mens han styrer bæveren med hånden.

Når bæveren så har fået slået sine fortænder ud af mig, så skal det bemærkes, at Foster har fine pointer i sin film.

Trivialiteterne

Vi er nødt til at gøre op med trivialiteterne, som styrer vores liv.

Carpe Diem står der på den ældste drengs væg. Det er der i al sin kliche noget om.

Der er bare lavet andre og bedre film om det emne, som ikke nødvendigvis har en gammel, bæver-dukke i hovedrollen.