Mester-instruktør er et mysterium

Terrence Malick sidder sikkert lige nu og hygger sig på en cafe i Cannes.

Han giver aldrig interview, der findes kun få billeder af ham, han deltager ikke i promoveringen af filmen.

Ingen ved præcist hvordan han ser ud, og derfor kan han gå ubekymret rundt i byen.

En af mine svenske kolleger mødte ham i forgårs på en fiskerestaurant, hvor han spiste med nogle venner.

Gunnar gik op til ham og sagde held og lykke med filmen. Malick svarede, at han var ”pretty exited”. De rystede hænder og tilbage ved deres respektive selskaber igen.

Et mysterium

Han er et mysterium, den gamle mester. Laver film når det passer ham, og har intet problem med at vente 20 år, hvis han ikke ser den rigtige historie.

Hvad historien præcist er i The Tree of Life kræver fordybelse. En ting der ikke eksisterer i Cannes.

Det er en spirituel rejse, en hyldest til livet via en refleksion over døden. Naturens kræfter dækker store dele af filmen. Vulkaner, havet, fænomener som de kringlede, dybe, mystiske dale. Filmen hæver sig op i universet, ser planeterne og leder efter noget. Muligvis Gud.

Lyder det absurd?

Ekspressionisme

Det er ekspressionisme i ekstremt niveau. Under billederne hvisker skuespillerne vers, citater, filosoferinger over livets forunderlighed.

USA i1950'erne

Efter en time starter historien.

Narrativet med figurer, dialog, handling. Vi er i USA i 1950’erne.

Troen på fremtiden blandes med restriktionerne fra fortiden. Brad Pitt er den strege far, der opdrager sine børn, som var de atleter fra DDR. De tre drenge i familien er i centrum – rundt om dem er en tavs, hjemmegående mor, hårde far og et samfund, som de ikke forstår. Ikke fordi verden er absurd, men fordi de er drenge.

De vil slås, kaste med sten, lege med vandslangen. Men far sørger for, at barndommen pilles ud af dem, ved at målrette deres indsatser. Man skal være tough, for at komme frem i verden, som han siger. Alle er navnløse, hvilket giver en neutralisering af verdenshistoriens erindring om dem. De er bare mennesker i en stort, kompliceret livscyklus.

Der klippes til nutiden

Parallelt med 50’ernes koder klippes der til nutiden, hvor historien lader os forstå, at en af drengene, spillet af Sean Penn som voksen, har overtaget farens virksomhed. Penn tanker om sin far, sine brødre og sit liv akkompagneres af udviklingen fra 50’erne og 50 år frem. Fra simple værdier til komplicerede tanker og byggerier. Babelstårne, broer, design, effektive transportmidler og en globalisering som render hen over hovederne på de fleste af os.

Malick har levet et mesterværk. Han er en mester, så det passer på sin vis til hans titel.

The Tree of Life er simpelt sagt uforståelig, men det er livet også til tider, og måske er det hans pointe?