Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Hobbitten rendt ind i nye problemer

Skuespillerforbund beder medlemmer holde sig væk fra filmen, der har store problemer.

Det vil slet ikke, som Peter Jackson vil omkring den kommende filmatisering af J.R. Tolkiens "Hobbitten".

Først røg selskabet MGM ind i enorme økonomiske problemer, der i øvrigt også har ramt en kommende James Bond-film, der nu er udskudt på ubestemt tid.

Herefter trak projektet så meget i langdrag, at instruktøren Guillermo Del Toro i juni gav op på grund af projektets forsinkelse og trak sig ud. Det ventes, at Peter Jackson, der i forvejen er producent på "Hobbitten", vender tilbage som instruktør.

Skuespillere på nakken

Nu har Peter Jackson fået syv skuespillerforbund i USA, Storbritannien og Canada på nakken. Dette har fået organisationen Global Actors til at opfordre deres medlemmer til en generel boykot af filmen.

Det hele handler om løn og om manglende lyst til at forhandle med skuespillernes organisationer.

MGM, der producerer sammen med New Line, har ikke ønsket at kommentere de seneste problemer.

Ønsker bedre vilkår

Fagforeningerne understreger, at de har kæmpet for at skabe bedre vilkår for skuespillerne i Jacksons produktioner, der som bekendt også omfatter "Ringenes Herre", som "Hobbitten" er en kronologisk forløber for.

Der er ikke stillet en minimumsgaranti for indtjening eller arbejdsforhold. Der er ikke aftalt betaling for fremtidige repremierer og andet, og skuespillerne er ikke sikre et beløb, hvis produktionen aflyses.

Afventer grønt lys

Hvor meget det seneste problem kommer til at forsinke projektet, der har været i støbeskeen i årevis, er uvist. Indspilningerne skulle efter planen være i fuld gang i disse måneder, men produktionen afventer stadig grønt lys fra Newline og kriseramte MGM.

Hvis uroen omkring skuepillerne i New Zealand fortsætter, truer Jackson med at flytte indspilningerne til Europa.