"Blå mænd" efterfølges af "Julefrokosten"
Instruktøren Rasmus Heide og produceren Ronnie Fridthjof er netop startet på optagelserne til filmkomedien "Julefrokosten".
Projektet kommer til verden med produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut (DFI). Instituttet giver 4,9 mio. kr. via den såkaldte 60/40 ordning, der tilgodeser film med et udpræget kommercielt potentiale.
Sidste år triumferede Heide og Fridthjof med en anden komedie, "Blå mænd", som selskabet Fridthjof måtte lave uden offentlig støtte. Filmen blev med 450.000 solgte billetter en af de største succeser i 2008.
Martin Brygmann, Mick Øgendahl, Thure Lindhardt og Søren Malling er blandt de skuespillere fra "Blå mænd", der også står på rollelisten i den ny film.
De får selskab af bl.a. Ghita Nørby, Kim Bodnia, Anders W. Berthelsen - og Helena Christensen.
Det ventes, at "Julefrokosten" får biografpremiere den 13. november.