Annonce
Film & tv

OLSEN BANDEN JUNIOR: Instruktør Peter Flinth

Juniorerne spiller fortræffeligt i Peter Flinths nye film om Olsen Banden som børn, men der er en del gentagelser i handlingen, som også savner de anarkistiske højdepunkter, der udmærker så mange af bandens tidligere bedrifter

OLSEN BANDEN JUNIOR
Instruktør: Peter Flinth
Danmark 2001
Længde: 1 time o
g 25 minutter
Premiere i dag i en
lang række biografer landet over

Ingen kunne vide det, da Bahs og Balling i 1968 slap Sprogøe, Grunwald og Bundgaard løs i den første "Olsen Banden" skrøne, men det viste sig snart, at Olsen Banden er en arketype! Hvad der fremgår af den omstændighed, at den kan gradbøjes, som det sker her i "Olsen Banden Junior".

Skuespillerne er nogle andre, personerne er blot store børn, drenge lige før puberteten og en enkelt knibsk lille frøken, en ungdommeligt vellignende Yvonne.

Hvad med næste gang at lade banden bestå af bar' damer, stride kællinger? Eller bemande den med rocker-typer? Eller placere den i overklassen i whisky bæltet, for ikke at tale om indvandrer-miljøet? Eller tre biskopper, flere af dem minder i forvejen om forvejen om Olsen Banden - de er bare ikke så morsomme, men det kan instruktionen vel udbedre!

Glimrende aktører

Mulighederne synes uendelige, for strukturen kan holde til det. Derfor er Olsen Banden en arketype, som nok også herefter skal friste mange til improvisationer over de faste ingredienser, der først og fremmest er de tre musketerer Egon, Benny og Kjeld samt Yvonne, deres rituelle påklædning, musikalske gåsegang i silhuet på havnen med Kjeld bagest, ude at takt, men dog i rytme - helt originale dansetrin.

Juniorerne spiller afvæbnende og fortræffeligt: Aksel Leth er frisk og kæk, ukueligt dynamisk og drenget som Egon, det er mange år før han blev hysterisk og kolerisk.

Benny er ufravigeligt sig selv, nysgerrig og overpositiv i Christian Stoltenbergs fint afstemte og helt rigtige udførelse, så at man ser Grunwalds voksne Benny i svøb.

Sværest har Jacob A. Bernit det som Kjeld med jordmodertasken, især fordi histories betingelser sætter ham i en vanskelig forelskelse i det lille æble til den kokette Yvonne (Signe Lerche), men Bernit får godt greb om rollen og sætter så charmerende et liv i figuren, at man overgiver sig. Som man i Signe Lerche fornemmer den skræppende voksne Yvonne, ser man også Kirsten Walther usynligt bag hende.

Nænsom instruktion

Står de tre ungdommelige skuespillere med æren for at filmen underholder, så har instruktøren Peter Flinth æren for at have instrueret dem så nænsomt og raffineret, at deres egen person er til stede på lærredet, samtidig med, at man genkender dem som de fremtidige voksne, man har fornøjet sig med så tit.

Som i samtlige tidligere versioner er der også her døde eller i hvert fald matte passager. Hvad har f. eks. Elvira Madigan-allusionen at gøre i den historie, som tilmed forfalder til endnu et misbrug af Mozarts musik?

Kan de tre manuskriptforfattere ikke hitte på noget selv?

Det er åbenbart deres problem, for bortset fra enkelte scener, som spidser til i højspænding, er der en del gentagelser i handlingen, som savner de anarkistiske og svimlende højdepunkter, der udmærker så mange af bandens tidligere bedrifter.

Jesper Langberg gør rutineret fyldest som den forslagne skurk, der er rum-ingeniør og sammen med Ellen Hillingsø, filmens svar på "hunulven Ilse", adopterer den lille Egon for at eksperimentere grumt med ham og futte ham til vejrs i en raket. Som brølende major er Ole Thestrup i sit es, hvor han altid træffes! Og som pruttende børnehjemsforestander er Claus Ryskjær mildt sagt Claus Ryskjær, og det er helt i orden, en oplevelse - hver gang! Som en lille, hjertelig cadeau til tidligere tiders storhed, har man anbragt Ove Sprogøes søn, Henning Sprogøe i rollen som lille Egons far, som drengen opsøger til sidst - i Vridsløse, en citatteknik som kinesiske æsker!

Kunstnerisk risiko

Projektet er en risikabel satsning - måske ikke økonomisk, men kunstnerisk. Galt går det langtfra, men heller ikke helt godt, dog godt nok til at filmen nok skal fange og more et stort publikum af børn og barnlige sjæle, og hvem vil ikke gerne blive som barn igen? Her er chancen!

Så med forbehold: Skide godt, Egon!

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Film & TV
Annonce
På den anden side

Kommentar: Måske skulle de læse lidt Hal Koch i SF?

Palle Weis
Boykotten af åbningsgudstjenesten viser, at nu fører også de folkevalgte an i den identitetspolitiske balkanisering af samfundsdebatten.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her