Vejen til Guantanamo, Instruktion: Michael Winterbottom, Mat Whitecross
Michael Winterbottoms film om den umenneskelige krig mod terror holder lige netop balancen mellem virkelighed og fiktion.
Vejen til Guantanamo, Instruktion: Michael Winterbottom, Mat Whitecross
England, 2006
Virkeligheden er det væsentligste filmiske brændstof i disse år. Det vidner både det voldsomme dokumentarboom og mange aktuelle fiktionsfilm om.
Populære dokumentarfilm som Michael Moores "9/11" og den danske dokumentarfestival Cph:Dox peger på en voksende interesse for den virkelighed, vi befinder os i.
Men også fiktionsfilmene leger med virkelighedsniveauerne. Tænk bare på Christoffer Boes "Offscreen", der er en vild og blodig version af en genkendelig virkelighed, hvor personerne optræder under egne navne.
Den uforfalskede virkelighed er også målet for Michael Winterbottom og Mat Whitecross' rystende doku-drama "Vejen til Guantanamo".
Med lige dele dokumentar og dramatiseret rekonstruktion fortæller de om "The Tipton Three": tre britiske statsborgere, der blev holdt fanget i to år - først i Kandahar og siden i det berygtede Guantanamo-fængsel - uden nogensinde at blive stillet for retten.
I stedet blev de tortureret og forhørt, mens de sad indespærret under umenneskelige forhold. Historien fortælles gennem interviews med de tre unge mænd, der rejste til Pakistan for at fejre den enes bryllup men havnede i Afghanistan. Hvorfor de rejste ind i Afghanistan forbliver til dels en gåde, men det er ikke noget, der ændrer ved billedet af USA's blodtørstige militære ledelse som filmens ubetingede skurk.
En thrillers tempo
Fortalt med nyhedsreportagens nærvær og en thrillers tempo oprulles de tre englænderes vej mod helvede på jord. Tilskueren tror på fortællingen, og virkeligheden er langt mere uhyggelig, end man kan forestille sig. Men netop balancegangen mellem virkelighed og fiktion er både styrken og svagheden ved "Vejen til Guantanamo".
For det er somme tider svært at afgøre, hvor det dokumentariske ender, og det fiktive begynder. Det gør ikke filmen mindre vigtig eller seværdig, men det gør det vanskeligt at stole på filmens påståede sandhedsudsigelse i en sag, hvor netop sandheden bør formidles med ekstrem præcision.
