Broderier, Instruktion: Eléonore Faucher

"Broderier" er en film, som man skal stille ind på mentalt. Den er lige så langsom, som broderier er tidskrævende, men bestemt værd at se.

Broderier, Instruktion: Eléonore Faucher
Frankrig, 2006


Claire (Lola Naymark) er 17 år og gravid og ved ikke sine levende råd. Jo, hun ved, at hun vil bortadoptere barnet.

Vi er ude på landet i Frankrig, blandt jævne mennesker. Landskabet er kuperet, smukt, men med en trøstesløs intonering trods et gyldent skær.

Naturligvis fordi det afspejler Claires sindstilstand. Hun har ikke noget nært forhold til sine forældre, der virker kuede, ufølsomme og ligeglade. Hun går beskedent, nærmest tarveligt klædt - i farvestærke trøjer af uld, hun svøber omkring sig.

I de første billeder ser vi hende snitte kål på marken. Man må selv klare dagen og vejen. Hendes eneste veninde er rejst til en større by for at få en uddannelse. Til hende skriver Claire mismodigt, for hun har ikke andre at henvende sig til, mens hendes mave vokser.

Hun søger at kamuflere både den og sin rådvildhed. Hun bor for sig selv og arbejder i et lokalt supermarked, men siger op. Over hende, over de enkelte scener, helt ind i centrum af hvert enkelt billede hviler der en særlig lidenskabsløs tristesse, der forstærkes af hendes fraværende, meditative foretagsomhed:

Hun broderer og er fabelagtigt dygtig, men uden formål. Hun skaber bare sine broderier, rene kunstværker.

Unavngivne følelserVenindens broder har været ude for en trafikulykke, hvor en kammerat er kommet af dage. Hans mor har en broderivirksomhed og er selv mesterligt dygtig, men følelsesmæssigt invalideret efter sønnens død, hvilket driver hende til et selvmordsforsøg. Også mærkeligt lidenskabsløst. Det er en film om unavngivne, ordløse følelser. I det ydre, for de er stærke nok, men blokeret af en sval mental resrevation.

Hos denne mor, Mme Mélikian (Ariane Ascaride) bliver Claire ansat. En anelse skematisk, men smukt og uendligt diskret stilles de to over for hinanden: Den unge pige, der er gravid uden at ville være det, og den halvtredsårige mørklødede kvinde, der så meningsløst er blevet berøvet et barn.

Langsomt finder de to sammen i en gensidig forståelse, der vokser til uudtalt hengivenhed og derpå til umærkelig fortrolighed, der styrkes begges vilje til livet - trods alt.

"Broderier" er en film, som man skal stille ind på mentalt. Den er lige så langsom, som broderierne er tidskrævende, og både film og broderi fordrer den mest tålmodige omhu. Instruktøren Eléonore Faucher arbejder i traditionen fra den store, egenrådige, katolske filmkunstner Robert Bresson, hvis intense langsomhed, komprimerede, religiøst tonede billedforløb og sagtmodigt resignerede fortællestil hun giver nyt liv, men uden hans evighedslængsel og metafysiske fortrøstning. Foucher tror på livet, dette vanskelige, men dyrebare liv i al dets sårbarhed og ufremkommelighed.

Skrøbelig skønhed

Således breder der sig hen over forløbet i "Broderier" en forfinet, skrøbelig skønhed, der kommer til udtryk i Claires i grunden lidt grove ansigtstræk, der langsomt oplyses indefra af den transparente ynde, som ofte stråler fra gravide kvinder. På samme måde vinder Mme Mélikians ansigt og hele skikkelse frimodighed og målbevidsthed, så at de to så forskellige kvinder forenes i en fælles, prøvende forvisning om en mening i livet. Deres udvikling er skildret psykologisk overbevisende, i et dæmpet tonefald og med troværdig, men diskret opbyggelighed.

Behøver jeg tilføje, at den film er værd at se?

kultur@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.