Tristram Shandy: Instr: Michael Winterbottom

Romanen "Tristram Shandy" burde være umulig at filmatisere, men det er lykkedes.

Tristram Shandy
England 2006
Instruktion: Michael Winterbottom

Tristram Shandy" er en engelsk roman fra 1760'erne, som de fleste har hørt om, de færreste læst. Men den er bemærkelsesværdig og forud for sin tid, fordi den er fuld af svinkeærinder og digressioner og bryder sit handlingsforløb op i vidtløftige betragtninger over sine egne begivenheder. Således reflekterer hovedpersonen over sin undfangelse, men fødes først langt henne i bogen. Den er således den første meta-roman i verden og umulig at filmatisere.

Instruktøren Michael Winterbottom gør det alligevel og mestrer det umuliges kunst, men på sin egen udflippede facon. Filmen samler sig om optagelserne af sig selv. Vi får nogle få pluk fra romanen, samlet omkring hovedpersonens fødsel og hans fars endeløse filosoferinger over den begivenhed og sønnens fremtid, der bl.a. fører til en alvorlig molestering af en meget ømfindtlig legemsdel. Samtidig fortaber filmen sig i sekvenser om optagelsen af optagelserne, om filmholdets kaotiske fritid og de ansvarliges overvejelser frem og tilbage og deres revisioner af manuskriptet.

Det er afsindigt morsomt, også fordi manuskriptet byder på den ene groteske situation efter den anden og standser op i en nonsens-dialog, hvor replikkerne intet siger, men siger det så vittigt, at man føler sig hensat til avanceret absurdteater. Således indrammes filmen af de to bærende skuespilleres, Steve Coogans og Rob Brydons, meningsudveksling om farven på sidstnævntes gebis og hans evner som imitator af bl.a. Al Pacino.

Raffineret leg

Det er film om film, og dem er der lavet adskillige af: Fellinis "8½" (1963); Fassbinders "Advarsel mod en hellig luder" (1970); Truffauts "Den amerikanske nat" (1973) ; Woody Allens "Stardust Memories" (1980). Men denne er - måske ikke den bedste, men så den mest raffinerede, fordi den opererer på flere niveauer - endog i hovedpersonernes fantasi og gør det så energisk, så legende, raffineret og elegant, at den er en sjælden intellektuel udfordring og samtidig umådeligt underholdende. Så det fulde udbytte får man først ved andet eller tredje gennemsyn. Og den er sig selv bevidst som film om film, for en af personerne (script-girl'en) er besat af film og kan et utal af titler og replikker udenad, så der citeres fra Fassbinders "Angst æder sjæle op" (1973) til Kubricks " Spartakus" (1960).

Selv originaltitlen, "A Cock and Bull Story", er en sjofelhed så dampende og ram, at jeg ikke røber den. Det gør filmen selv, men først til allersidst. Som en overraskelse - der føjer sig grotesk til alle de andre. Så man har det fint den halvanden time, denne snurrige historie kører, befolket som den er med charmerende og pjankede og grinende skuespillere, Steve Coogan især - i tre eller fire forskellige roller, herunder rollen som sig selv, men sig selv er han netop kun som rolle, "Coogan's Bluff", som titlen lyder på Don Siegels historie fra 1968. Hele vejen igennem er vi med i en vital og sprælsk, både selvdementerende og bekræftende leg med kinesiske æsker og endeløse spejlinger.

kultur@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.