A Prairie Home Companion: Instr. Robert Altman

Det er en historie om ophør, afsked, opbrud. Det er en historie svøbt i vemod, og det er en historie, hvis vemod transformeres og udlades i et fyrværkeri af synftig vitalitet og robust humor, respektløs protest og trods.

A Prairie Home Companion
USA 2006
Instruktion: Robert Altman

Og det er en historie om mennesker, der hører sammen, arbejder sammen og holder sammen - selv under ophørets uafvendelige nødvendighed, ja, dødens stilfærdige nærvær. Endelig en historie om eksistenser i samfundets rand, ordentlige, elskelige mennesker, men utilpassede, anarkistiske, legende og improviserende, kort sagt. Kunstnere!

Instruktøren Robert Altman er fyldt 81, og som en art ledemotiv dirrer der naturligt nok gennem den hele film en stille, sprød tone af afsked, af at det snart er forbi.

Dødens engel vandrer uafviseligt og uanfægtet, men diskret, næsten ubemærket og dog påfaldende omkring i filmen i en smuk, reserveret, hvidklædt, jomfruelig kvindes skikkelse. Ikke så sært, hun spilles af en pige ved navn Virginia Madsen. Hvem hun tager, er ikke til at forudsige, men hun tager i hvert fald den person (Tommy Lee Jones), som ufølsomt og fantasiløst tænker på pengenes nødvendighed, ikke på kunstens frihed, kreativitet og fællesskab. Hun tager også en gammel cowboy - så nænsomt og smukt, og hans aldrende, buttede kæreste sørger så hjerteskærende og bevægende og dog med humorens bramfri tintning ind over situationen.

Karakteristisk nok betages historiens flaneur, privatdetektiven, af den ukendte, hvidklædte kvindes svalt erotiske udstråling, hvad der giver anledning til flere af det righoldige manuskripts rablende vittige slaglinjer. Han er historiens fortæller, spilles af Kevin Kleine, der tydeligt nok nyder rollen (det gør faktisk samtlige medvirkende) og hedder Guy Noir - med en klar allusion til film-noir-stilen med en lettere lapset, desillusioneret privatdetektiv - Bogart frem for nogen.

Ensemblespillets mester

Altman har altid været ensemblespillets mester. Han kan få en halv snes skuespillere til at agere rytmisk og samstemt, som var de én organisme, og han kan flette den ene historie ind i den anden, så der synkront oprulles adskillige skæbnedramaer. Vi så det tydeligst i mesterværkerne "Nashville" (1976) og "Short Cuts" (1994). Men også en film som "Gosford Park" (2001) tæller med.

Også denne gang er ensemblespillet afgørende, men de enkle grupperinger er samlet i et næsten klaustrofobisk indelukke: Et radio-studie formet som en scene med publikum i en lille teatersal. Hvad der sker på scenen og sendes ud i æteren, og hvad der sker bag scenen, vekselvirker. Filmen er blevet kaldt en "back-stage"-komedie, men er lige så meget en front stage-historie, for back- og front forenes og smelter sammen ved hjælp af Altmans utroligt mobile og glidende kamera. Fantastisk, at der har været plads til skuespillerne, når kameraet skulle bevæge sig rundt mellem dem i de snævre lokaliteter.

Streep slippes løs

Historien handler om et berømt radioprogram, som er blevet sendt fra Minnesota i adskillige årtier. Så vidt jeg er orienteret, sendes det stadig, men filmen handler om dets afvikling. Kapital-interesser er stærkere end glæden ved kunst og underholdning, så stationens bygning skal give plads for mere lukrative forretninger. Programmets vært, konferencier og organisator hedder Garrison Keillor og har skrevet manuskriptet og spiller sig selv - fuldstændig formidabelt. Han har fylde, uforstyrlig tyngde og svedigt nærvær i billedet som få.

Programmet forløber som en art radiovarieté med søstrene Johnson og cowboy-parret Dusty and Lefty som bærende kræfter. Den ene søster spilles af Meryl Streep, der her slipper for sine mange alvorstunge roller og anbringes, hvor hun faktisk er bedst: Som kåd, løssluppen pige, og det er skønt at se hende som den afslappede, men rytmisk bevægelige komedienne, hun er inderst inde, og så kan hun faktisk synge - som den skønneste Bakke-sangerinde! Det kan Lily Tomlin, som jeg altid har haft en svaghed for, også. Det samme må gælde Altman, som har brugt hende i temmelig mange af sine film. De to lattermilde, pjankede piger synger faktisk ikke, de kvæder og smægter sentimentale viser - lidt i country-stil og amerikansk salmetradition. Selvfølgelig om MOR! Og det er den rene fryd at se og høre på.

Dusty og Lefty (Woody Harrelson og John C. Reilly) er historiens absurde teater. I en forrygende sketch - en duet og en vekselsang leverer de i en lang, lang, brølende vittig og musikalsk eksplosiv sekvens en kaskade af groteske, forvredne og aldeles troskyldige sjofelheder, så plat og dog så artistisk brillant, at man bare sidder og klukker og slår rytmen med foden og har det så vildt skønt.

Årets fornøjelse

Alle forskelle til trods er Altmans historie ikke uden slægtskab med en anden af filmkunstens store, smukke afskeds- og opbrudsfilm: Peter Bogdanovichs elegiske "Sidste forestilling" ("The Last Picture Show", 1971). Den perfekt afstemte, suverænt beherskede og tilsigtede blanding af vemod, afsked, sentimentalitet og hærdet ukuelighed gør "A Prairie Home Companion" til årets måske største fornøjelse i biografen. Jeg elsker allerede den film, og kun bornerte stivstikkere og dødbidere vil ikke gøre det. Den er en af de sjældne oplevelser, som gør en filmanmelders liv til det eneste, der er værd at leve!

kultur@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.