Filminstruktør modtog Guldpalmen med primalskrig: »Claes Bang, jeg deler prisen med dig«
Claes Bang har den altdominerende hovedrolle i Ruben Östlunds ”The Square”, der vandt Den Gyldne Palme i Cannes. Instruktøren dedikerede prisen til den danske skuespiller. Jurypræsident Pedro Almódovar ville gerne have givet en pris til Bang.
»Claes Bang, jeg deler prisen med dig,« sagde den tydeligt henrykte instruktør Ruben Östlund, da han modtog hovedprisen Den Gyldne Palme på verdens mest prestigefyldte filmfestival i Cannes.
Han sprang hoppende på scenen for at tage imod prisen, der blev uddelt af Juliette Binoche og jurypræsident Pedro Almodóvar.
Efter en bevæget takketale fik han hele salen til at råbe et glædesråb sammen med ham, eller rettere et primalskrig, som han også kaldte det. Det er helt i tråd med filmen ”The Square”, der er en ætsende satire over kunstverdenen og de dyriske instinkter, der styrer menneskeheden. I hvert fald hvis man spørger Ruben Östlund.
Til det efterfølgende pressemøde med den internationale jury, der på dette års festival bestod af instruktørerne Maren Ade, Agnès Jaoui, Park Chan-wook og Paolo Sorrentino, komponisten Gabriel Yared samt skuespillerne Jessica Chastain, Fan Bingbing og Will Smith, blev det afsløret, at der var flere i juryen, der ligefrem havde et godt øje til Claes Bang.
»Jeg forelskede mig i ham, simpelthen,« sagde den franske instruktør Agnès Jaoui, hvortil den amerikanske skuespiller Will Smith udbrød »ja!« og nikkede samstemmende.
»Vi talte om at give ham prisen for bedste skuespiller,« fortalte spanske Pedro Almodóvar, der dog hellere ville give Den Gyldne Palme til filmen. Der er nemlig en regel i Cannes om, at skuespillerpriserne ikke må gå til samme film, der vinder hovedprisen.
Prisen for bedste mandlige hovedrolle gik i stedet til Joaquin Phoenix for rollen som en mentalt hærget krigsveteran, der bliver vækket af sin søvngængertilstand i en kriminel og dyster verden, da han støder på en sextraffickingring. Præstationen leveres i Lynne Ramseys film ”You Were Never Really There”, der også vandt en delt manuskriptpris.
For den svenske filmkritiker og journalist Gunnar Rehlin, der er en veteran i Cannes-sammenhænge, kom det ikke som en overraskelse, at ”The Square” ville vinde en pris i Cannes. Men at det ligefrem blev hovedprisen, den løb med, havde han ikke forudset.
»Men det er en virkelig god film, og Ruben Östlund har jo selv sagt, at det var det, han ville, det var hans mål at vinde Den Gyldne Palme,« siger Rehlin, der mener, at prisen har stor betydning for svensk film. Ikke mindst fordi Östlund har sagt, han vil blive i Sverige og lave film.
»Jeg ved, at det er et problem i Danmark, at mange af de talentfulde instruktører tager til Hollywood, når de har fået succes. Men Östlund ville ikke have den fuldstændige kontrol, som han ønsker, hvis han rykker til USA,« fortæller Rehlin.