Beverly Hills 90210 gjorde torsdag til lille-fredag
Med glamour og dyre biler gik Beverly Hills lige i maven på 90'er generationens unge. Nu fylder tv-serien 25 år.
Den amerikanske præsident hed George H. W. Bush, Danmark vandt europamesterskabet i fodbold, og Nirvana toppede hitlisterne.
Vi er tilbage i 1992 - året, hvor også TV-serien Beverly Hills 90210 for første gang tonede frem på de danske TV-skærme.
Magien opstod torsdag aften kl. 20.00. I skinnende sportsvogne ankom de smukke teenagere til West Beverly High. Klædt i spaghettistropper, højt hår og altid på vej ind i nye moralske dilemmaer. Midt i det hele betragtede de regelrette tvillinger Brenda og Brandon scenariet igennem nytilflytternes øjne.
TV-serien fængslede 90’er-generationens unge og trak op imod 80 pct. af landets seere, der alle fulgte med i trekantsdramaet mellem Brenda, Kelly og Dylan og kæmpede på Donnas side, for at hun skulle få lov til at bestå high school.
»Donna Martin graduate, Donna Martin graduate«, genlød det foran West Beverly High og langt ind i de danske TV-stuer.
Siden 1992 har serien kørt i båndsløjfe, og her et kvart århundrede senere vises den stadig på TV 2 Zulu. Det skyldes, at Beverly Hills blev dannelsesgods for generationen, mener lektor Karen Klitgaard Povlsen fra Aarhus Universitet, der har skrevet ph.d.-afhandling om seriens rolle for 90’ernes unge og børn:
Ja, husene er større, vejret er bedre, og folk er perfekt solbrændte, men det betyder ikke, at de har forstået meningen med livet.Brandon Walsh, – til sin søster Brenda Walsh på deres første dag på West Beverly High
»På det tidspunkt var der ingen serier af denne type på danske kanaler. Beverly Hills var simpelthen den første af sin slags, og den klædte de unge på i forhold til de fleste tænkelige moralske dilemmaer,« siger hun.
Der var f.eks. Brandon, som blev racebevidst, og Brenda, der blev dyrerettigehdsforkæmper.
Serien blev produceret fra 1990 på opfordring fra amerikanske annoncører, der var bekymrede over en udvikling, hvor unge holdt op med at se TV. Derfor frygtede annoncører at miste en generation og pressede på for at lave TV målrettet de unge, forklarer Karen Klitgaard Povlsen.
»Der blev lavet mange serier i slutningen af 1980’erne, men Beverly Hills var den eneste, der var god nok til at overleve.«
Ved du, hvad sexet er, David? Sexet er, når en fyr kan gå bare tre uger uden at være sin kæreste utro.Kelly Taylor, – til David Silver, efter han har kysset en anden pige, end sin kæreste, Donna
Serien blev ultra-populær, fordi den formåede både at fascinere de unge og tage målgruppen alvorligt, mener lektoren.
»På den ene side var den alt for amerikansk, på den anden side var den utrolig velskrevet. De unge øvede sig i replikker fra serien, og så var de meget interesserede i, hvordan de unge mennesker i Beverly Hills kørte i bil, hvilket tøj de havde på, og hvordan deres værelser så ud.«
Ikke alene har vi lært fakta, logik og fornuft. Vi har også lært den sande betydning af venskab, kærlighed og loyalitet.Andrea Zuckerman, – i sin tale ved vennernes high school-dimission
På den måde smittede serien også af herhjemme, hvor blå mascara, ring på tommelfingeren og kropsnært tøj slog igennem. Også lancier-traditionen i gymnasierne fik nyt liv med elementer fra det amerikanske prom. Og så blev torsdagen helt speciel:
»De unge mennesker begyndte at gå i byen om torsdagen, når de havde set Beverly Hills. Så serien fik gjort torsdag til lille-fredag. Gymnasierne fik pludselig problemer med, at de unge kom for sent eller slet ikke kom i skole om fredagen. Det er ikke set tidligere,« siger Karen Klitgaard Povlsen, der for nylig holdt et foredrag om netop Beverly Hills 90210 på Folkeuniversitetet i Aarhus.
Her var billetterne udsolgt med det samme, og folk stod på venteliste. Det hænger sammen med nostalgien, der omkrandser serien, tror lektoren.
Jeg er blevet opdraget til at tro, at man skal vente, til efter man er blevet gift. Det kan jeg ikke bare smide på gulvet på grund af den måde min krop reagerer på.Donna Martin, – om sin jomfruelighed
Og så skyldes det, at serien beskæftiger sig med eviggyldige moralske dilemmaer. På den måde kan Beverly Hills det samme, som den norske TV-serie SKAM, der har trukket seere over hele Norden.
»Det er de samme dilemmaer, der går igen i de to serier. I SKAM bliver de bare foldet meget mere ud. Hvor spiseforstyrrelser blev afhandlet på en eller to episoder i Beverly Hills, får det en hel sæson i SKAM.«
På den måde lykkedes det producerne bag Beverly Hills at finde opskriften på noget eviggyldigt, og måske ser vi den stadig om 25 år.