Er der en sammenhæng mellem dét at dræbe og dét at skabe film? Lars von Trier: »Ja, man skal være kynisk for at gøre begge dele”

Den verdensberømte danske instruktør Lars von Trier udtaler sig til pressen for første gang, siden han blev udvist i Cannes i 2011. Kill Bill-stjernen Uma Thurman føjer sig til listen af stjerner, der skal medvirke i filminstruktørens kommende seriemorderfilm.

Artiklens øverste billede
Filminstruktøren Lars von Trier (i midten) i selskab med Uma Thurman og Matt Dillon. Foto: Birger Storm

Dansk films mest berømte og berygtede kunstner ryster på hænderne, men ironien sidder i skabet. Under et internationalt pressemøde i Bengtfors i Vestsverige kunne filminstruktøren Lars von Trier i dag afsløre endnu en af de stjerneskuespillere, der skal være med i hans kommende film ”The House That Jack Built”, nemlig den amerikanske skuespillerinde Uma Thurman.

Det er første gang, han møder pressen, siden han blev udvist fra filmfestivalen i 2011 på grund af sine udtalelser om nazister under et pressemøde på filmen ”Melancholia”. Da han bliver spurgt til, hvordan det føles at stå foran pressen igen, svarer han:

»Heldigvis har jeg fået de forkerte briller på, så jeg kan ikke rigtig fokusere på jer, men ifølge hvad jeg kan se, ligner pressen sig selv, det føles beroligende.«

Uma Thurman skal spille overfor Matt Dillon, der har rollen som den højt intelligente seriemorder ”Jack”, som filmen følger over en periode på 12 år. Begge skuespillere var også til stede på pressemødet, der var arrangeret som et set-besøg i anledning af optagestart på filmen. Uma Thurman spillede også med i Lars von Triers seneste værk, "Nymphomaniac", hvor hun glimrede i rollen som den forbitrede hustru til en af nymfomanen "Joes" mange elskere. Og hun er ikke sen til at rose den danske instruktør.

»Jeg har arbejdet med Lars før og havde en vidunderlig tid for nogle år siden med en virkelig spektakulær rolle, som han havde skrevet til ”Nymphomaniac” - og jeg skuffede ham åbenbart ikke så slemt, han brokkede sig kun lidt. Jeg var henrykt, da han sendte mig manuskriptet. Så læste jeg det, og tænkte… okay, here it goes! Lars er fantastisk at arbejde med, jeg må godt drille ham og sige, at han er meget følsom på en brutal måde i forhold til at få det, han vil have.«

Fra snigmorder til offer

Uma Thurman, der har svenske aner på sin fotomodelmors side, fik sit helt store gennembrud som gangsterchefens kone, Mia Wallace, i Quentin Tarantinos ”Pulp Fiction”, mens rollen som snigmorderen ”The Bride”/”Black Mamba” i Tarantinos ”Kill Bill Volume One & Two” blev hendes come back efter en årrække uden de store succeser. Nu skal hun spille rollen som ”Lady 1”, der er så uheldig at rende ind i seriemorderen Jack. Hun har det dog fint med at have byttet om på offer og bøddel-rollerne.

»Jeg vælger ikke mine roller i forhold til, hvordan de ender, tro mig, at læse manuskriptet til ”Kill Bill” var heller ikke… den historie kunne nemt være blevet tolket på mange måder. Den slags roller kan også give bagslag, men man er nødt til at stole på den kreative integritet, instruktørens sjæl. Og at de har en. Og hvis de har, så er det godt, og hvis de ikke har, så er det bare endnu en film.«

Uma Thurman vil dog nødigt sammenligne Tarantino og Trier. Hun kigger på Lars von Trier og siger:

»I er for forskellige – men I er begge stædige.«

Lars von Trier tilføjer:

»Men jeg er også rar.«

Matt Dillon spiller hovedrollen som seriemorderen, ”Jack” i Lars von Triers kommende film. Foto: Birger Storm

Stjernerne flokkes om geniet

Stjerner som Nicole Kidman, Kirsten Dunst, Stellan Skarsgård og Willem Dafoe har stået i kø for at arbejde sammen med den kontroversielle instruktør, siden han i 1996 fik sit internationale gennembrud med "Breaking the Waves" - også selvom Lars von Trier med jævne mellemrum har skabt ramaskrig og skandale. Da Trier-filmenes økonomiske råderum er peanuts i forhold til klassiske Hollywood-produktioner, gør skuespillerne det heller ikke for pengenes skyld. For Matt Dillon handler det blandt andet om, at Lars von Triers film er unikke:

»De er ikke som nogen film, man har set før. Og så tager han fuldt ansvar for sine film. Vi har kun arbejdet sammen et par dage nu, men jeg har virkelig nydt oplevelsen og glæder mig til det her. Set fra en skuespillers synspunkt har jeg altid været meget imponeret over de skuespilpræstationer, Lars kan få frem. Jeg føler, at jeg er i virkelig gode hænder,« udtaler han.

Allerede i november sidste år afslørede Lars von Trier, at han havde hyret Matt Dillon til hovedrollen som seriemorderen, ”Jack”, der postulerer, at hvert et mord, som han begår, er et kunstværk i sig selv. Filmen foregår i 1970’ernes USA, før DNA-beviser blev fast del af politiefterforskning. Den 53-årige skuespiller er bedst kendt for sine ungdomsroller i ”The Outsiders” og ”Drugstore Cowboy”, mens han i de senere år har markeret sig i filmene ”Vild med Mary” og ”Crash”, som han blev Oscarnomineret for. Matt Dillon er taknemmelig for at dykke ned i rollen som seriemorder.

»Det er en meget mørk historie, men seriemordere er desværre en del af den verden, vi lever i, så det er et fænomen, der er værd at undersøge kreativt. Sådan havde jeg det, da jeg læste manuskriptet, det har også en poetisk side. Det er ikke en stereotyp non fiktion-historie, det er Lars’ syn på det, og det er meget interessant.«

Da Lars von Trier bliver spurgt, om der er en sammenhæng mellem dét at dræbe og dét at skabe film, svarer han:

»Ja, man skal være kynisk for at gøre begge dele.«

Filmen er planlagt til at være færdig i maj 2018. Lige i tide til at blive vist på filmfestivalen i Cannes. Spørgsmålet er, om Lars von Trier har sluttet fred med Cannes?

»Jeg har talt med de folk, jeg kender i Cannes, ja. Om jeg gerne vil tilbage… ja, måske.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.