Første afsnit af "Skam" er det mest sete nogensinde på DR TV
560.000 seere har streamet det første afsnit af den norske serie ’Skam’ på DR TV.
Kultdyrkelsen af TV-serien "Skam" synes ingen ende at tage.
I Oslo er "Skam"-turisme blevet et fænomen. I Danmark endesvendes serien til hudløshed i Facebook-gruppen "Kosegruppa DK", der har 37.143 medlemmer.
Og nu er det første afsnit af den ungdomsserien "Skam" blevet det mest streamede program på DR TV. Oprindeligt så folk "Skam" på den norske TV-station NRK's side, men sidenhen blev danskerne fornægtet adgang grundet seriens popularitet, og nu kan den så ses på DR TV.
Og den bliver i den grad set, skriver DR i en pressemeddelse.
Første afsnit af Skam er på DR TV nået op på 560.000 seere, og dermed tager det førstepladsen fra den hidtidige nummer et, første afsnit af "Prinsesserne fra blokken", der har haft 55.000 færre seere.
»Det er en serie, det er fiktion, det er rettet mod unge – og så er det kvalitetsindhold,« siger Uffe Høy Svenningsen, medieforsker hos DR, til DR.
Ifølge rapporten Medieudviklingen 2016 - udgivet af DR - bruger 24 pct. af danskerne ugentligt DR TV. Det er altså færre end Netflix og Youtube, som henholdsvis 32 og 48 pct. af danskerne lægger vejen forbi ugentligt.
Der er indtil videre lavet tre sæsoner af ’Skam’, og DR TV har vist alle sæsonerne.