Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Hård kritik på Facebook af DR's nye julekalender

"Den Anden Verden" bliver kaldt den dårligste julekalender i mange år og kritiseres bl.a. for ikke at være julet.

DR’s nye julekalender, ”Den Anden Verden”, får hård kritik på Facebook.

Her er der oprettet en særlig ”fanside for DR’s julekalender 2016”. Men det viser sig, at mange ikke er fans, i hvert fald ikke den positive slags.

»Den dårligste julekalender i mange år. Det har overhovedet ikke noget med en julekalender at gøre, udover at den er fordelt på 24 afsnit. Så nu har jeg fundet en dvd frem med en rigtig julekalender. Den Anden Verden er droppet,« hedder det i en kommentar.

»Det kan man ikke kalde en julekalender, der er ikke noget som minder om jul,« lyder en andens kritik.

»Absolut den dårligste julekalender i nyere tid. Den kunne være en fin ungdomsserie på ultra (DR Ultra, red.) i januar måned men julekalender, Nej der har I ramt helt fejl. 1: den har intet med jul at gøre. 2: den sendes på et tidspunkt, hvor også børn i alderen 7 år ser med, men intet forstår, de vil bare se julekalenderen, som de hvert år køber. 3: jeg undres over, at der er så stor focus på at blive scoret og kysset og på at besvime. For et par år siden var det en stor dille/leg blandt de unge men en utrolig farlig leg. Så nej, der har i skudt jer i foden. Mega heldigt at TV2 viser deres og for de små Nissebanden,« konstateres det.

»Har ikke noget med jul at gøre overhovedet. Stort set ikke nogen handling. Nok den dårligste DR længe har lavet. Godt nok ikke skuffelse! Det helt forkert efter de gode i har lavet i mange år,« mener en.

»Synes den er meget dyster og har intet med jul at gøre den dårligste julekalender nogensinde,« er vurderingen.

»Kan kun beskrive den med et ord. Lort.«

Der er dog også rosende meldinger i kommentarsporet.

»Vi er VILD med den!! Og eventyr ER jul.... Den er rigtig god.«

»Den er super god. Dejligt, at den også henvender sig til de lidt større børn. Jeg er fan.«

Andreas Hjortdal er producent på julekalenderen. Han udtaler bl.a. til Ekstra Bladet:

»Vi er gået efter at lave noget, der er dramatisk og til tider også kan virke lidt uhyggeligt. Jeg er selvfølgelig ked af, hvis der er nogen, der står af på den bekostning.«

»Vi vil gerne fortælle en moderne julehistorie, og vi har ikke fokuseret på julen i den traditionelle forstand,« fastslår Andreas Hjortdal.