The Simpsons forudså Trump-sejr: »Det stinker at have ret«
I år 2000 gættede The Simpsons-figuren Bart, at Donald Trump ville blive præsident. Men han er ikke stolt af det.
I alverdens medier han man kunnet læse historien om, at skaberne bag tegneserien The Simpsons helt tilbage i år 2000 forudsagde, at Donald Trump en dag ville blive amerikansk præsident.
Det er noget af en bedrift, men det lader ikke til, at skaberne af serien er særlig stolte af forudsigelsen, som gik i opfyldelse i sidste uge.
I hvert fald kunne man i åbningsmontagen til weekendens afsnit af serien se figuren Bart skrive på en skoletavle: »Being right sucks,« eller på dansk noget i retningen af ”det stinker af have ret.”
Se klippet herunder.
Forudsigelsen fra år 2000 kom i et afsnit med titlen ”Bart til fremtiden”, som skulle være en slags »advarsel til amerikanerne.« Det har manuskriptforfatter på serien Dan Greaney sagt til mediet The Hollywood Reporter.
I afsnittet fortæller Barts søster, Lisa Simpson, som engang ude i fremtiden er blevet præsident, at hendes forgænger, Donald Trump, har kørt landet i sænk.
»Det (Donald Trump som præsident, red.) virkede bare som det logiske skridt lige inden, man rammer bunden. Det blev foreslået, fordi det svarede meget godt til, hvordan det ville se ud, hvis Amerika blev helt skørt,« siger Dan Greaney.
The Simpsons har forudsagt fremtiden ved mere end denne ene lejlighed. I et afsnit fra 2010 gættede figuren Milhouse på, at den finske økonom Bengt Holmström ville vinde Nobelprisen i økonomi. Det gik i opfyldelse i år, hvor Holmström vandt prisen sammen med Oliver Hart for deres arbejde med kontraktteori.
Se klippet herunder.
Det amerikanske netmedie Buzzfeed har samlet en liste med 21 The Simpsons-forudsigelser, som (mere eller mindre) er gået i opfyldelse.