Livet i skovene

Det starter grønt. I det nordvestlige USA lever Ben Cash i skoven med sine seks børn, og de har lært at bruge jordens gaver, så de kan overleve i naturen. Så selv når smukke, pittoreske billeder af spændt, grønt skovløv afløses af en mudderdækket, ung mand, der springer frem og skærer halsen over på et rensdyr, bliver idyllen ikke ødelagt. Selvom det bliver rødt. Blodrødt.

For det, vi er vidne til, er et overgangsritual, hvor drengen Bo bliver til mand, ifølge hans far Ben. Drabet på det smukke dyr har flere betydninger; det sikrer mætte maver, samtidig med at det markerer, at Bo nu kan klare sig på egen hånd. Det er en konfirmation i naturens kirke. Sammen med sin kone har Ben (en fabelagtig Viggo Mortensen, der knap er set bedre før) valgt at bosætte sig i et isoleret skovområde, hvor børnene undervises i kapitalismekritik og selvstændig tænkning, de får et analytisk, historisk og filosofisk overblik, mens deres fysik samtidig udvikles til at ligge på linje med topatleters. Og børnene virker til at have det godt, hvor de er.

Anderledes forholder det sig med moren. Hun er indlagt på hospitalet med en svær psykisk sygdom, og snart får Ben beskeden om, at hun har taget livet af sig. Begravelsen må han og børnene ikke deltage i, for så vil hans svigerfar få ham arresteret. Han bebrejder Ben og familiens hippietilværelse for datterens sygdom. Alligevel sætter Ben og børn kursen mod New Mexico for at forhindre, at hun begraves ved en kristen ceremoni, så hun i stedet bliver kremeret, som hun har ønsket og nedfældet det i sit testamente.

Matt Ross har skrevet og instrueret en film om at vende civilisationen ryggen, der er baseret løst på hans egen opvækst, der foregik i isolerede kollektiver. Modsat Thomas Vinterbergs ”Kollektivet”, der ikke rigtig kunne finde ud af, om den skulle være en historiekritik eller en kærlighedshistorie, har Matt Ross fremtryllet en formfuldendt og helstøbt film, der ikke blot skælder ud på det nutidige kapitalisme(for)styr(r)ede USA, men også vender et ransagende og kritisk blik indad mod den selvforsynende isolations-spejder Ben.

For selvom han sådan set gør alt det rigtige, er kærlig, tålmodig, opmærksom, så gør han samtidig sine børn en bjørnetjeneste. De forberedes til apokalypsen, men da den alligevel ikke er rundt om hjørnet, skal de på et tidspunkt blande sig med mennesker fra den såkaldte civiliserede verden. På familiens road trip opdager ungerne, hvor lidt fornemmelse de har for at interagere med andre. Især den ældste Bo, der er teenager, har svært ved at finde fodfæste, da en jævnaldrende pige flirter med ham, og han opfatter herefter sig selv som en freak. Men Matt Ross gør aldrig grin med Ben og børnene; de er heltene i historien.

Man kommer nemt til at tænke på omdrejningspunktet for meget af Leif Panduros litterære virke, nemlig: Hvem er egentlig syg, individet eller samfundet? For det er klart, at det er skovfamilien, der af ”de andre” (dem, som Sartre anså som Helvede, og man har lyst til at give den franske filosof ret her) anses som psykisk ustabil, når den bevæger sig ud på landevejen. Imens må biografpublikummet blive seriøst i tvivl, om det ikke er en fantastisk idé, Ben faktisk har fået.

Det eksemplificeres bl.a. i en scene, hvor de besøger Bens søster, hendes mand og to børn. Her taler Ben ved middagsbordet ærligt om, hvordan og hvorfor moren er død. Men det vil søsteren slet ikke have. Hendes børn skal ”skånes” for sandheden. I ”Captain Fantastic” er løgnen altså en del af civilisationen. Men løgnen er springbrættet til fordummelse, fornægtelse, selvbedrag. Det er al den kvælende fernis, som familien har skrællet af sig i skoven, hvor de efterlever principperne fra Henry David Thoreaus klassiske bog ”Walden – livet i skovene”. Som film er ”Captain Fantastic” en blanding mellem ”Into the Wild” og ”Little Miss Sunshine”, der giver våde øjenkroge og eftertænksom oprørstrang.

Stort interview med sympatiske, meningsfaste Viggo Mortensen

Jyllands-Postens journalist Hanne Munk Pedersen har talt med Viggo Mortensen og filminstruktør Matt Ross om deres nye film.

Hun møder Viggo Mortensen uden for hotellet i en af de smalle, skæve gader i indre København. Her står han med en hjemmerullet cigaret mellem fingerspidserne iført mørke jeans og en sort t-shirt. Han kigger lidt på en hvid varevogn og banker på ruden til en håndværker, der sidder i bilen. Han skal lige vide, at noget stikker ud fra den ene side.

Håndværkeren takker og lukker døren igen. Uden at bemærke hvem Mortensen er.

Sådan virker han. En sympatisk og hjælpsom mand, der ikke er højt på strå, men tag ikke fejl: Viggo Mortensen står ved sine meninger.

Læs det store interview her:

»Vi lærer vores børn at navigere i noget, som de fleste voksne ikke engang kan finde ud af«