Kendt tv-vært modtager fornem kulturarvs-hæder
Smagsdommer-vært har leveret ekstraordinært bidrag til bevidstheden om kulturarv og europæiske idealer.
Tv-vært og journalist Adrian Hughes, kendt fra bl.a. Smagsdommerne, Kulturfredag og Kulturjournalen, har torsdag vundet særlig anprisning og hædrende omtale i forbindelse med uddelingen af den europæiske Helena Vaz da Silva-pris "Raising Public Awareness on Cultural Heritage 2015".
Formålet med prisen er at anerkende ekstraordinære bidrag til at "fremme kommunikationen og øge bevidstheden om kulturarv og europæiske idealer," lyder det i en pressemeddelelse fra Europa Nostra Danmark, som står bag prisen.
Det er ikke Hughes første hæder. I 2004 modtog han DR's sprogpris for "sikker, original og engageret sprogbehandling, som fastholder seerne i hans udsendelser".
Adrian Lloyd Hughes er født den 2. januar 1962 i Wales og flyttede til Danmark som tre-årig. Han er uddannet journalist fra Danmarks Medie- & Journalisthøjskole i Aarhus og startede karrieren i praktik hos DR i 1985. Siden 90'erne, hvor han i 1996 blev vært på det dengang nystartede DR2, har han primært arbejdet inden for kulturgenren.
I en pressemeddelelse fra Europa Nostra Danmark hedder det om Hughes arbejde:
"Hughes arbejder med kunst og kultur på daglig basis. Der gås i dybden med kunstværker og kulturelle begivenheder og gennem hans diskussioner med eksperter på området, involverer han beskueren og frembringer til tider skjulte sider af kunst og kultur for at skabe en større forståelse for det komplekse i kulturen og dybden i den kunstneriske verden."
Prisen er opkaldt efter den portugisiske journalist, forfatter og politiker Helena Vaz da Silva (1939-2002) og blev første gang uddelt i 2013.
Adrian Hughes har ikke vundet selve prisen, som gik til den berømte spanske musiker og dirigent Jordi Savall.
Tidligere vindere af prisen har været den italienske forfatter Claudio Magris (2013) og den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk (2014).
Ud over Hughes modtog også den spanske kulturjournalist Rafael Fraguas hædrende omtale.
Europa Nostra står sammen med det nationale kulturcenter i Portugal og den portugisiske presseforening bag prisen. Europa Nostra har 250 medlemsorganisationer, 150 associerede organisationer og 1500 individuelle medlemmer, som støtter organisationens formål: At beskytte Europas kultur- og naturarv.