”Min figur minder jo om en vis herre her i den virkelige verden”
Fredag har den danske skuespiller Lars Mikkelsen premiere som russisk præsident i Netflix-serien ”House Of Cards”.
Fredag morgen bliver hele tredje sæson af serien ”House of Cards” lagt ud på Netflix, og denne gang er det med den danske skuespiller Lars Mikkelsen i rollen som russisk præsident.
Med Netflix i ryggen får omtrent 57 mio. seere i knap 50 lande mulighed for at se serien, der også har den største bevågenhed fra fans og medier over hele verden.
Det kan mærkes, men som Lars Mikkelsen siger, da vi møder ham inden premieren, så er der ikke så meget mere at gøre nu.
”Nu er der bare tilbage og bryste sig og så tage imod ordene fra alle de meget kloge mennesker, der udtaler sig i alle mulige medier. Man kan kun gøre sit arbejde så godt som muligt,” siger han med en god dosis dansk beskedenhed.
Siden ”Forbrydelsen” blev en international succes, har Lars Mikkelsen haft en stribe roller i udlandet, men alligevel var det særlig oplevelse at spille overfor Kevin Spacey, der har rollen som den amerikanske præsident Frank Underwood i serien.
”Det der med at møde sådan en som Kevin - det vil jeg gerne prøve nogle flere gange. Han er dæleme en god skuespiller! Hold da op. Jeg kan godt lide at møde folk på det niveau, fordi der lærer man virkelig meget om sig selv,” siger Lars Mikkelsen, og fortæller også om sin rolle som russisk statsoverhoved.
”Min figur minder jo om en vis herre her i den virkelige verden, men jeg er alt for lang og høj til at ligne ham, og hans engelske er alt, alt for dårligt til, at man i virkeligheden kan bruge det,” siger han og kvitterer med en udmærket omgang russisk-engelsk.
”Miijster prrejsidænt, aii wirll rhawe juuh…”
”Det vil man jo aldrig komme igennem! Jeg skulle ikke lave en parodi eller en imitation af nogen. Det er en anden figur, og han har nogle andre dagsordner, end Putin,” forklarer Mikkelsen, som også er aktuel som politimanden Harald Bjørn i DR’s nyeste krimiserie ”Mord Uden Grænser”, der havde premiere søndag aften.