Kritiseret fiktionschef forlader DR

Nadia Kløvedal Reich stopper som fiktionschef i DR, og afdelingen bag de populære tv-serier omstruktureres.

Artiklens øverste billede
Nadia Kløvedal Reich er fiktionschef i DR og står bag bl. a. Borgen, som starter ny sæson den 1. januar. Nadia er datter af Ebbe Kløvedal Reich og billedkunstner Alice Møller Kristensen. Hun er vokset op i ikke mindre end to kollektiver, Maos Lyst og Nordkrog.

Publikum holder af DR’s tv-serier, men på de indre linjer har der længe været utilfredshed med forholdene i DR Fiktion. Fiktionschef Nadia Kløvedal Reich er blevet beskyldt for at have en kontrollerende ledelsesstil og søge kreativ indflydelse på områder, som hun ikke har tilstrækkelige kompetencer til. Flere yngre producenter, bl.a. Camilla Hammerich (”Borgen”) og Christian Rank (”Arvingerne”), har forladt public service-stationen.

Det har været et krævende job gennem flere år, så det er et personligt valg.

Nadia Kløvedal Reich

Torsdag meddelte DR, at Nadia Kløvedal Reich fratræder sin stilling og forlader huset.

»Jeg har haft seks skønne år i DR Fiktion og været med til at sætte en række succesrige serier i gang. Jeg har gennemført et generationsskifte i afdelingen og føler, at det er ”mission completed” for mit vedkommende. Jeg har brug for fordybelse og inspiration. Det har været et krævende job gennem flere år, så det er et personligt valg,« siger Nadia Kløvedal Reich, der har sagt farvel til forfatterbrødrene Thorsboe og i stedet satsede på bl.a. Maya Ilsøe (”Arvingerne”) og Jeppe Gjervig Gram, som er hovedforfatter på en kommende serie om finanskrisen.

Byggeopgaver til manden

Tidligere i år kom det frem i Dagbladet Information, at Nadia Kløvedal Reichs mand, Anders Engelbrecht, har fået en række opgaver af DR Fiktion til sit byggefirma, Engelbrecht Construction, uden at de forinden var sendt i udbud. For at undgå habilitetsproblemer blev det økonomiske ansvar for disse aftaler flyttet til underdirektøren i DR Kultur, men forvaltningseksperter problematiserede alligevel proceduren.

Nadia Kløvedal Reich afviser, at uroen på de forskellige fronter har ledt til hendes exit.

»Jeg oplyste DR om mit forhold til Anders allerede efter første kys. Jeg var selv klar over, at jeg var inhabil. Ledelsen i DR har bakket mig op, og man beklagede meget, da jeg meddelte, at jeg ønsker at fratræde,« siger Nadia Kløvedal Reich.

Indhold vigtigst

Hun er i gang med at afsøge nye arbejdsopgaver, men vil ikke afsløre sine planer.

Morten Hesseldahl, kulturdirektør i DR, indtil han til sommer begynder som direktør på Det Kongelige Teater, oplyser, at Nadia Kløvedal Reichs afgang giver anledning til omstruktureringer i DR Fiktion.

Piv Bernth bliver ny øverste chef, men beholder sin nuværende titel som dramachef.

Hun får tilknyttet en souschef, som skal håndtere økonomien i afdelingen. Stillingsbetegnelsen fiktionschef bortfalder.

»I det ligger der et signal om, at indholdet er det væsentligste,« siger Morten Hesseldahl.

Han roser Nadia Kløvedal Reich for indsatsen.

»Hun har fået sat et nyt hold, og jeg er meget tryg ved de serier, som vi har på vej,« siger Morten Hesseldahl.

De næste nye DR-fiktionsserier er bl.a. ”1864”, ”To mand frem” og julekalenderen ”Tidsrejsen”.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen