Den alsidige og begejstrede tv-vært
I aften hviler cirka en tredjedel af Danmarks øjne på ham, når han byder velkommen til en specialudgave af ”Vild med dans”. Jyllands-Posten tegner et portræt af manden, der tidligere var mest kendt for at være en drengerøv.
Han magter at være blandt de mest elskede værter for det klientel, der går op i amerikansk fodbold, fodbold, cykling, tennis og mange andre sportsgrene. Til disse seere rammer han perfekt med sin enorme viden, der bestemt overskrider grænsen til det nørdede – især når det kommer til hans hjertebarn, som er den amerikanske version af fodbold.
Når denne viden tilsættes hurtige og skarpe replikker tilsat en humor, der passer ind i det drengerøvssegment, som mange danskere befinder sig i de timer om ugen, hvor dysterne inden for sportens verden kan få pulsen til at stige eksplosivt, svedpletterne under armene til at vokse, og kalorieindtaget i form af cola, chips og pizza er enormt.
Men samtidig har han gennem den seneste håndfuld år bevist, at han også kan ramme den brede danske målgruppe. Det sker, når han hopper i sit stiveste puds i form af smoking og butterfly som vært for ”Vild med dans” på ottende sæson.
I seersuccesen, der hver eneste uge får langt over en million danskere til at stille om på TV2 for at se 10 – mere eller mindre – kendte danskere slå sig løs sammen med professionelle dansere, er han mindst lige så kæk som i de føromtalte sportsprogrammer, men på en anden måde, der vel bedst beskrives som folkelig.
Fra polo til smoking
Han må altså utvivlsomt kunne mange ting, denne 44-årige Claus Elming. For det er selvfølgelig ham, der er tale om. I hvert fald kan han om sommeren stå i en krøllet polo-shirt og shorts og være udsendt og vidende Tour de France-reporter, mens han få måneder senere hver eneste fredag er blandt Danmarks bedst klædte mænd, der rammer den brede befolkning på et nærmest helligt tv-tidspunkt, nemlig fredag aften.
Denne enorme alsidighed som tv-vært kommer måske af begejstring. I hvert fald er der ingen forskel at mærke på gnisten i hans øjne – uanset om han taler om ”Vild med dans” eller det føromtalte hjertebarn, amerikansk fodbold, som han har brugt det meste af natten på at se, inden Jyllands-Posten møder ham ved produktionsselskabet Mastiff, hvor han allerede først på ugen er ved at forberede sig til fredagens ”Vild Med Dans”.
»Jeg kan lide forskelligheder, og jeg er virkelig stolt af alt, hvad jeg laver. Uanset om det er NFL (amerikansk sportsliga, red.), Tour de France, ”Pengene på bordet” eller ”Vild med dans”,« siger Claus Elming, mens han fastholder øjenkontakten så lang tid, at der ikke hersker tvivl om, at det ikke bare er en politisk korrekt udtalelse, men noget han mener.
Efter pausen i den ellers ret kraftige talestrøm, der skal underbygge pointen om hans kærlighed til både underholdningsformater og sportsprogrammer, taler Claus Elming længe om, hvor fantastisk det er at være vært på ”Vild med dans” – kun afbrudt af, hvor spændende det er at lave sport for igen at afbryde sig selv, når han skal tale om quiz-programmet ”Pengene på bordet”, der kører hver søndag aften – også i primetime.
Det svære valg
Men lige så naturligt det er for Claus Elming at være ovenud begejstret for nærmest alle genrer inden for tv-mediet, lige så naturligt er det langtfra for alle hans ”gamle venner”.
Da Viasat tidligere i år købte TV2 Sport, der nu hedder TV3 Sport, betød det samtidig, at Claus Elming måtte vælge mellem den gamle og den nye verden. Kontraktmæssige forhold gjorde nemlig, at Claus Elming ikke kunne fortsætte med både at lave sport på den nu Viasat-ejede kanal og samtidig være frontfigur på TV2's største underholdningssatsning, ”Vild med dans”.
Det blev et ja til TV2 og et nej til Viasat. Og altså samtidig et nej til NFL, som han har stået i spidsen for i mere end et årti, og er blevet identificeret så meget med, at hans øgenavn – eller kælenavn, om man vil – er NFLming. Et navn, der hænger ved, selv om den første sæson i nyere dansk TV-historie uden Claus Elming som vært, netop nu er på sit højeste.
»Det var et virkelig svært valg at vælge mit hjertebarn fra. Jeg har jo været fan af NFL i 28 år. Jeg er jo kendt som NFLming,« siger Claus Elming og fortsætter:
»Der var rigtig mange, som blev meget skuffede og stadig er det. De kan ikke forstå, hvorfor jeg hellere vil lave et program om dans end NFL, som de – ligesom jeg – er store fans af.«
Og den skuffelse, der har ramt de mange – hovedsageligt mænd – der er mere til machosporten NFL med knaldhårde hjelm til hjelm-tacklinger end nypudsede sko og en rumba – er noget, som ikke er gået ubemærket hen over Claus Elming – langtfra endda.
»Det er en kniv i hjertet, hver gang jeg hører nogle være kede af mit stop og kritisere det,« siger den dansende vært.
Mens han siger det, ser han ganske kort ud, som om der er noget, der nager ham. Men det er også kun ganske kort. For der er ingen – absolut ingen – der skal have ondt af, at han måtte træffe et valg, og det lægger han flere og flere gange vægt på i de efterfølgende minutter.
»Man skal huske på, at det er et enormt privilegium overhovedet at have et valg. Specielt i den her tid. Så jeg er meget taknemmelig over, at både TV2 og Viasat ville have mig,« siger Claus Elming, inden han tilføjer:
»Selv om det var svært at sige nej tak til NFL, så er det vigtigt for mig at påpege, at TV2 tilbød en fuldtidsstilling med ”Vild med dans”, ”Pengene på bordet” og lidt sport, mens Viasat tilbød en halvårsstilling, hvor jeg skulle lave NFL. Så egentlig var jeg ikke så meget i tvivl om, hvad der karrieremæssigt var det rigtige.«
Fokus på singlestatus
Når Claus Elming i aften byder velkommen til en stor jubilæumsudgave af ”Vild med dans” i anledning af TV2's 25-års-jubilæum, vil cirka en fjerdedel af Danmarks øjne kigge på ham, og derfor er han selvsagt blevet en interessant mand for den mere kulørte del af pressen. Hvis man sidder ved en computer og har internetopkobling, kræver det hverken meget tid eller store researchkundskaber at finde frem til utallige historier om Claus Elmings unge scoringer, byture i fuldskab eller artikler om hans singlestatus.
»Jeg har ikke noget imod, at pressen skriver om mig. Alt hvad jeg laver må gerne komme i pressen, men det jeg ikke gider er, at pressen finder på ting, og det er sket relativt ofte. Jeg er begyndt at ignorere det, men nogle gange bliver det så uhyrligt, at det skal manes til jorden,« siger den 44-årige single, som ikke helt forstår, at det bliver betragtet som unormalt, at en mand i hans alder er single.
»Der findes utrolig mange danske mænd over 40 år, som er singler. Det er altså ikke unormalt. Men når det er sagt, kan jeg da et eller andet sted godt forstå fokusset.«
Den store begejstring
Lige nu er nærmest alt Claus Elmings fokus på ”Vild med dans”, hvor det er svært at se, at det er hans ottende sæson som ankermand.
»Det er langtfra ensformigt at være vært på ottende sæson. Jeg sammenligner det altid med juleaften – man ved, man får gaver, men man ved ikke, hvad der er i dem,« siger Claus Elming.
Og netop julelys i øjnene er, hvad der kendetegner Claus Elmings ansigtsudtryk, når han byder velkommen til Danmarks modigste dansere.
Og når han skal beskrive, hvor den begejstring kommer fra, er det – selvfølgelig – med et citat fra hans elskede amerikanske fodboldliga, NFL, hvor den tidligere stjernespiller Marvin Harrison, frit oversat, en gang har sagt følgende, hvor kampdag direkte kan projiceres over som fredag aften i ”Vild med dans”-terminologi.
»Vi bliver betalt for at forberede os. På kampdage har vi det sjovt.«