Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Multietnisk film afvist igen

"MGP Missionen" har fået nyt støtteafslag fra Markedsordningens redaktion.

Familiefilmen ”MGP Missionen” har for anden gang fået afslag på produktionsstøtte i Det Danske Filminstitut (DFI).

Det første afslag fra redaktionen bag Markedsordningen skabte debat i fjor, da redaktionen argumenterede med, at nogle af de medvirkendes hudfarve var et problem.

Vi fornemmer, at Filminstituttet med det nye afslag om færdiggørelsesstøtte til filmen prøver at retfærdiggøre deres tidligere afslag.
Marcella Dichman - ASA Film

I et svar til producenten ASA Film, hed det, at man fandt filmen velmenende og sympatisk, men redaktionen mente, at filmen var uden større publikumspotentiale og dermed ikke levede op til støtteordningens krav.

Intet stort publikum

"Film med et cast med anden etnisk baggrund har vist sig ikke at være specielt salgbare i provinsen.

For os i København er det meget naturligt og selvfølgeligt at beskrive et multietnisk/kulturelt miljø, men i provinsen er det desværre en anden sag",hed det blandt andet i svaret.

Beklagede formulering

DFI beklagede senere formuleringen, men redaktionen har ikke ændret grundlæggende mening om "MGP Missionen" siden da.

Mandag modtog ASA Film et nyt støtteafslag fra DFI, og det undrer producer Marcella Dichmann.

"Vi fornemmer, at Filminstituttet med det nye afslag om færdiggørelsesstøtte til filmen prøver at retfærdiggøre deres tidligere afslag.

Derudover stemmer afslaget slet ikke overens med områdedirektør Claus Ladegaards udtalelser i pressen for nylig, om at det er vigtigt med etnisk mangfoldighed i dansk film," mener Marcella Dichmann.

Taler ikke med to tunger

Claus Ladegaard afviser, at han taler med to tunger.

>>I det første afslag formulerede vi os uheldigt, men det var aldrig hovedargumentet mod støttetildelingen, at der medvirkede skuespillere af anden etnisk baggrund end dansk.

Hovedargumentet var, at vi ikke fandt, at kvaliteten i projektet var høj nok til, at filmen kan tiltrække et stort publikum, og det er nu engang et krav under Markedsordningen. Vi finder stadig, at projektet savner den fornødne kvalitet i forhold til andre projekter," siger Claus Ladegaard.

DFI's områdedirektør fastholder, at instituttet ønsker at styrke diversiteten i dansk film.

Et langt sejt træk

"Det er et langt, sejt træk, vi skal tage. Vi vil gøre meget, men kommer aldrig til at gå på kompromis med det helt centrale i støttesystemet: at støtte den højeste kvalitet."

ASA Film har trods den manglende støtte sat filmen i produktion og der er premiere den 21. marts.

Fra Hvide Sande til hovedstaden

”MGP Missionen” handler om 12 årige Karl Højby Hansen, der flytter fra Hvide Sande til København, hvor han møder den tyrkiske Sawsan, hvis ønske er at deltage i MGP finalen i Herning.

Karls højeste ønske er at komme hjem til sin morfar og mormor i Hvide Sande, så de to planlægger en hæsblæsende flugt vestpå.

På rollelisten er de debuterende Sylvester Byder og Malika Sia Graff samt Line Kruse, Lars Knutzon, Ali Kazim, Joakim Ingversen og Natalí Vallespir Sand.

Martin Miehe-Renard instruerer og har skrevet manuskript med forfatter Gitte Løkkegaard.