Syngende figurer i opulente dekorationer

At kalde "The Phantom of the Opera" for en musical er en misforståelse, det er snarere en opera, og som film lever dens sange og dens pesoner ikke.

THE PHANTOM OF THE OPERA

Instruktør: Joel Schumacher

USA 2004

2 timer 41 minutter

Premiere i dag i en lang række biografer landet over.

Jeg læste engang, at definitionen på en opera var, at en mand fik en kniv i ryggen, men i stedet for at lægge sig til at dø, gav han sig til at synge.

Man kan mene, at formuleringen er useriøs, ja nærmest farceagtig, men den rammer meget godt det centrale, at en opera er et stykke unatur, hvor alt er underordnet musik og sange. Og bortset fra det med kniven i ryggen, så lever "The Phantom of the Opera" let op til, hvad en opera er, nemlig »et scenisk værk, hvori alle (eller de fleste af) rollerne synges, og hvori musikken spiller en væsentlig rolle og danner sin egen helhed.«

Derfor ligner Andrew Lloyd Webbers syngespil da også mest af alt en opera. At kalde den for en musical skaber blot begrebsforvirring, for det musikalske grundlag er anderledes og i sit udspring amerikansk til forskel fra europæisk, og i en musical indgår dans som selvstændigt element sidestillet med musik og sange.

En gysers forvandling

Webbers næsten 20 år gamle musikforestilling har sin rod i en snart 100 år gammel fransk gyserroman (den er fra 1911) af Gaston Leroux, der i 1925 blev til en mindeværdig filmgyser med forvandlingskunstneren Lon Chaney som spøgelset i operaen. Siden er den blevet efterfulgt af en halv snes andre film, hvori gyset har spillet en væsentlig rolle. Lloyd Webber ændrer dette ved at gøre the Phantom til en tragisk skikkelse, der nu er så lidt vansiret og deform, at der faktisk intet skræmmende er over hans fremtoning, da vi endelig ser ham uden maske.

Det postuleres at dette fantom (Gerard Butler) er et musikalsk geni, som i årevis har oplært den forældreløse og dydsirede Christine (Emmy Rossum) i sangens kunst, således at hun som 18-årig er klar til at springe ind på scenen og overtage hovedrollen fra den parisiske operas italienske diva. Og da operaen netop har fået nye ejere (et par lettere komiske skrothandlere) samt som ny formand den for enhver ung pige aldeles betagende og passende unge vicomte Raoul de Chagny (Patrick Wilson), får hun chancen og også succes, og han forelsker sig i hende. Og hun i ham.

Da dette går op for the Phantom, bliver han aldeles jaloux og gør alt for at spolere de unges lykke. Det er næppe nogen hemmelighed, at det til sidst mislykkes for ham.

Figurer i et landskab

Man skulle mene, at den historie er så tilpas enkel, at det var muligt at fortælle den i en fart, men filmen slæber sig af sted (den varer næsten tre timer) og keder ret hurtigt, for med udgangspunkt i Lloyd Webbers monotont sentimentale sange stiller filminstruktøren Joel Schumacher sig tilfreds med at lade sine skuespillere være figurer i et landskab.

Egentligt liv ejer personerne ikke, mens de bevæger sig rundt i de opulente dekorationer, hvad der ville gøre mindre, hvis musik og sange virkelig var af en sådan kvalitet, at der var rimelighed i at lade disse elementer være så dominerende, som de er. Men sådan forholder det sig ikke. Oftest er musikken overdrevent pointerende, og sangene er som helhed vammelt indsukrede pasticher på en gammel operatraditions langt større bedrifter.

Som filmen er lagt an, er der ingen grund til at dissekere de enkelte skuespilleres præstationer, men det kan dog nævnes, at Miranda Richardson i hvert fald formår at antyde, at der gemmer sig et levende menneske bag kostumet.

kultur@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen