Om guder og mænd

Drama

Om guder og mænd

Frankrig, 2010 (Des Hommes et des Dieux)

Instruktion: Xavier Beauvois

2 timer 2 min.

Premiere i dag i Grand, København, Øst for Paradis, Aarhus, og Biffen, Aalborg

Her til lands kendes trappist-munkene for deres formidable og hårdtslående øl, der i sine ædleste aftapninger har samme status som årgangsvin. Ordenen stammer fra 1600-tallet, men har rødder længere tilbage og er den strengeste af alle katolske munkesamfund.

I 1938 blev der i Tibhirine i Atlasbjergene ca. 90 km syd for Algier By grundlagt et trappistkloster, der samlede 8-10 munke. Natten mellem den 26. og 27. marts 1996 blev syv af dem kidnappet og myrdet. Godt to måneder efter fandt man deres afhuggede hoveder. Kroppene er aldrig fundet.

Terror-organisationen GIA (Groupe Islamiste Armée) vedkendte sig mordene, der var endnu en absurd følge af forholdene i det sønderrevne og voldshærgede land - først befrielseskrigen mod franskmændene, siden af en endeløs borgerkrig.

Erfarne skuespillere

Om disse munke, deres daglige liv i forskelligt arbejde og deres indbyrdes forhold, deres tro og deres tvivl - og deres grusomme endeligt handler ”Om Guder og mænd”. Hverdagen i klosteret skanderes af de katolske tidebønner - mindst syv - med tekstlæsning, bøn og sang a cappella, og mandsstemmerne lyder i filmens lille kapel med en særegen, kontemplativ skønhed.

Centralt står abbeden, Christian (Lambert Wilson), der var 59, da katastrofen indtraf, en tænksom mand i sjælelig balance og med en rolig, aldrig aktiveret indre myndighed. Hans nærmeste fortrolige er den næstældste af munkene, lægen Luc på 82, spillet af Michael Lonsdale.

Som Lambert Wilson har han en fantastisk karriere bag sig i fransk film og bliver 80 i maj. Broder Luc er han sagtmodig og afklaret og samtidig utrættelig som læge for egnens muslimske befolkning, der omfatter munkene med største tillid.

Overhovedet spilles der afdæmpet og smukt, selv kan jeg slet ikke stå for den lille broder Amédée med det mimrende, finurlige ansigt - som den gamle Otto Gelsted. Som den ene af to undslipper han bortførelsen og spilles af Jacques Herlin, der nu er 84 og ligeledes har fyldt godt i fransk film de sidste 60 år med ca. 130 roller. Men varsler om vold og død tykner. En gruppe kroatiske arbejdere findes med halsen skåret over. Munkene gribes af tvivl: Skal de blive og troligt passe deres daglige dont. Meningerne er delte, men trods advarsler enes de om at blive og i tillid til Gud se tiden an. Klosteret er deres livs bestemmelse.

Den sidste nadver

Så indtræffer katastrofen, men ikke som splatter. Lige før terroristernes ankomst fejrer munkene nadveren og indtager et måltid, der alluderer til den sidste nadver, skærtorsdag: De hensættes i himmelsk fryd, en salig forening og en fred, der overgår al forstand.

Vi forskånes for massakren. I omsorg for hinanden vandrer munkene via dolorosa - lidelsens vej - gennem sneen og forsvinder ind i en lysende dis.

Fortællingen afvikles i en upåfaldende melodisk visuel stil, næsten asketisk i sin rytme afstemt efter munkenes sang.

Billederne er uden den mindste strejf af sentimentalitet og forarget indignation - som i ethvert ægte passionsdrama.

Det er traditionen fra et par store katolske forgængere i fransk film, Robert Bresson (1901-99) og Maurice Pialat (1925-2003), som instruktøren Xavier Beauvois har skelet til, men fortolker selvstændigt i en historie, hvis oprigtige menneskelighed og inderlige troskamp er både betagende og bevægende - hvis man da ikke er helt immun for de så svære dilemmaer på eksistensens yderpost.