Skisweaterens sidste skud
Skisweateren sprang ud som ensom hævner i en på alle måder klassisk og flot finale på Forbrydelsen 3. Man tilgiver forfatterne meget efter den slutning, der tilmed rummer en meget dansk morale.
Forbrydelsen 3, afsnit 10, DR Søndag aften
Så var det netop Niels Reinhardt, der havde gjort det, og det var jo det, jeg sagde lige fra begyndelsen.
Jeg nævner det ikke (kun) for at prale, men fordi det illustrerer en pointe; et gæt efter første afsnit er meningsløst, hvis det ikke var, hvad man i vinens verden kalder et kældergæt, nemlig et bud baseret på en viden om de forhåndenværende muligheder.
Her lever Forbrydelsen 3 fint op til genrens krav og begrænsninger.
Magt er ond
I dansk dramatik er der klare regler for, hvem der er gode og onde: Magt er ond. Penge er onde. Rige mænd er følgelig onde, kyniske og fremmedgjorte for deres følelser. Og kvinder er ikke fristere, men følsomme, kloge og omsorgsfulde, og de forsøger, ofte forgæves at hive mændene ud af deres grådige, begærlige fortabthed.
Derfor var det også Karen, der, såre kvindeligt, søgte at overbevise statsministeren om, at noget er større end at vinde et folketingsvalg, og gud ske tak og lov for at han ikke lod sig rive med af den følelse. Han tog four more years, han badede sig i blitzlyset, alt andet havde været lige til Ditte Menneskebarn og ikke til at bære, sådan rent dramatisk.
Lader sig ikke gøre
Det er også en kvinde, Maja, der kræver omsorg og nærvær, og at Robert Zeuthen vender sig bort fra familietraditionen og går af som direktør, og det er alt sammen ligesom hos Per Fly, bortset lige fra dette, at det netop ikke lader sig gøre.
Den onde bestyrelsesformand (der også er en slags medskyldig) personificerer om nogen pengemagten og tildeler nådigt Zeuthen en forlænget weekend, og kræver ham derefter tilbage i trædemøllen. Også den allerrigeste mand er slave af forretningen, pengene og magten, her den nedarvede pengemagt, alt må vige, både kærlighed og moral.
Intet nyt under solen, forget it Jack, it’s Chinatown, men det vil vor ven Skisweateren ikke være med til, og det er faktisk en ganske storslået finale, vi får der.
Som Jakob Knudsens Gamle Præst følger hun hjertets lov og fyrer af. Bang, der ligger han, Reinhardt, det har han rigtig godt af. Han troede sig på sikker grund, fordi hans forbrydelse netop ikke kunne bevises (faktisk er det jo kun Skisweateren og os seere, der kan være sikre på, at han faktisk er skyldig), men det skulle ikke være.
Flot og klassisk
Selvfølgelig er det også en mand, Borch, der desperat prøver at redde sig selv og sine kærlighedsdrømme, og en kvinde, Lund, der er den stærke og retskafne og ved, at det ikke lader sig gøre. Hun har fulgt hjertets lov, men hun må hvad angår strafudmålingen bøje sig for samfundets lov.
Flot og klassisk, og det var faktisk ganske imponerende, at de på en time nåede at få redet trådene ud på tilfredsstillende vis. Samtidig med, at spændingen, som hele tiden var denne series raison d’etre, blev bevaret til det sidste.
Godt gjort
Det er lige før, at dette sidste afsnit af serien sammen med det første var det bedste, vi så, og så tilgiver man dem jo meget, alle de logiske brist, alt det slukkede lys, alle de hastigt afbrudte telefonsamtaler og besynderlige huller i S-togs nettet.
Tak for denne gang og måske for altid. Det ville faktisk være skuffende, hvis Skisweateren kunne redde sig ud af den her, men man ved jo aldrig.
Hvad mener du?
- Var slutningen troværdig?
- Hvad har du syntes om hele serien?
- Havde du gættet morderen?
Deltag i debatten: