Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Forbryderisk kedsommelig

Forbrydelsen er ved at gå helt i stå.

Forbrydelsen III, afsnit 6

DR søndag aften

Det bliver sværere og sværere at holde interessen fangen.

I afsnit seks kom man til ”Jylland”, dette herligt ubestemte, øde sted, hvor små drenge samler på nummerplader, og dyre sorte biler vækker opsigt på gaden. Noget er foregået i Jylland, noget mørkt og grimt, så meget ved vi, og vore helte er netop helte derved, at de friskt ignorerer ordrer fra bureaukratiske overordnede og tager af sted til Jylland for at løse gåden.

Fortidens synder

Den gamle gåde, forstås, for det er i højere og højere grad fortidens synder, der spiller hovedrollen i serien. Det er lige før, man har glemt pigen, og det er næsten lige før, vor egen Sarah er mere optaget af at løse den gamle sag end at finde pigen. Hvad hun nok ikke ville være i virkeligheden, selv om de to sager hænger sammen.

Vist så, mørkt er der i Jylland, især når lyset er slukket. Og det elektriske lys virker stadig ikke, når man er Sarah Lund, og slet ikke på de offentlige institutioner, lige så lidt på de vestjyske skoler som på Retsmedicinsk Institut i København. Læg dertil den sunde jyske skepsis mod københavnske politifolk, så er klichéen komplet.

Manglende realisme

I den henseende holder forfatterne sig virkelig ikke tilbage. Men hvad værre er, de gør heller ikke noget ud af at opretholde det skær af realisme, som vel skulle være netop en del af styrken for en dansk serie i Danmark. Vi skal være tæt på, tæt på vores virkelighed, ellers kunne vi lige så godt se amerikanske serier, de er meget, meget bedre til at lave dem.

Imens fortsætter Sarah Lund sine besynderlige uvaner med altid at lægge røret på uden et ord og i det hele taget gå sine egne veje. Jeg kan ikke frigøre mig fra den grundfølelse, at Forbrydelsen som serie begynder at få et anelse latterligt skær over sig.

Ikke historie nok

Det er, som om der simpelthen ikke er historie nok at fortælle, fordi serien er fanget i sit eget koncept. Man savner i den grad dramatiske twists i forløbet og sidder tilbage med en fornemmelse af, at de må se at få det overstået.

Dog lykkedes det at få kastet lidt spænding ind til sidst, hvis man ser bort fra den meget foromtalte nøgenscene og det politiske spil, som jeg personligt glæder mig til at få opklaret.

Aftagende interesse

Det pludselige amourøse møde med kollegaen sætter tilsyneladende gang i Sarah Lunds eftertanke, så nu spørger vi alle: Hvad ved Borch? Hvad er det, han dækker over? Hvad har han haft med sagen at gøre?

Følg med i næste uge og se, hvad der videre sker. Det gør vi så, om end den indre nødvendighed er for aftagende.

Hvad synes du om denne uges afsnit? Ordet er dit: