Agent helt ind til benet

SKYFALL

UK 2012

Instruktion: Sam Mendes

2 timer og 23 min.

Premiere i morgen landet over

Den 23. film i den officielle James Bond-række lander i løb. Den lange åbningssekvens er én stor forfølgelsesscene gennem Istanbul og omegn (som der derefter ikke er meget tilbage af), og modsat i mange af de forrige film hænger åbningssekvensen faktisk sammen med hovedhandlingen.

Her skal man så æde den lidt fortænkte præmis om en genial superskurk, der bruger alle sine kræfter på at hævne sig på Bonds chef M, endda igennem en vanvittigt kompliceret plan der spænder fra London over Shanghai til Hongkong og tilbage til Londons undergrund.

Det kunne nok have været gjort nemmere.

Men bortset fra det. 50-års-jubilæumsudgaven af alle filmseriers moder er et storslået katalog over fænomenets styrker og svagheder, og instruktøren Sam Mendes får ud over at citere lystigt fra tidligere film endda også vendt vrangen ud af mange af seriens konventioner undervejs.

Enhver James Bond-film i nyere tid har skullet få et stort, trebenet monster til at bevæge sig overbevisende.

Den skal både være bedre end nogen anden actionfilm i sæsonen, den skal have øje for sin egen spraglede og klichéfyldte historie uden at blive anstrengt selvironisk, og så gør det heller ikke noget hvis den faktisk har en historie at fortælle.

Charme og afbleget hår

Under det kulørte plot og det vanlige bulder og brag er ”Skyfall” nemlig frem for alt en historie om at ældes, og i en vis forstand en beredskabsfilm om hvad der dog skal blive af alt britisk. Både det ærværdige MI6 i almindelighed og Bond i særdeleshed er under pres fra en ny verdens ondskab og terrorisme af mange slags, og såvel den 44-årige Daniel Craig og den 77-årige Judi Dench som spiller M med lige dele magtfuldhed, skrøbelighed og pligttroskab ofte nøjagtig deres alder og ikke ét påtaget sekund yngre.

Som noget helt usædvanligt for en så langvarig, folkekær og gennemkommerciel filmserie synes ambitionsniveauet for serien sågar at være tiltaget i de seneste år, ikke mindst hvad angår viljen til at skære ind til benet og lade personerne gå ind i mørket.

Og aldrig før har man i en Bond-film set bare tilnærmelsesvis så meget klasseskuespil som her.

Fremragende Craig

Craig er nok en gang fremragende nuanceret og Dench suveræn, men omkring dem har man her blandt andre også Ben Whishaw som den purunge tekniknørd Q, veteranen Albert Finney i en munter birolle og Ralph Fiennes som M’s glatte nye overordnede (den britiske efterretningstjeneste har åbenbart nu fået Lord Voldemort som topfigur).

Det kan endda virke som om Sam Mendes helt bevidst spænder actionscenerne op mod lavmælt, intens dialog, samtidig med at den traditionelle hang til smålummerhed i vidt omfang er afløst af ægte erotisk spænding (og ikke kun af heteroseksuel art).

Og oven over alle englænderne stråler Javier Bardem som en affekteret blond skurk, der nærmest ligner en spansk fætter til Heath Ledger i ”The Dark Knight”.

Tilbage til naturen

Med en ringere skuespiller kunne figuren være blevet en slem gang homofobisk kitsch, men Bardem formår at gøre den regulært skræmmende i al sin charme, og alene det første store møde mellem ham og Bond er mere end én biografbillet værd.

Det samme er nu også den kolossale finale, hvor Mendes er fræk nok til at rykke historien ud af Londons mylder og op i Skotlands mægtige natur.

Muligvis er finalen ligesom filmen i øvrigt alt for lang og ved at synke sammen under sin egen vægt, og muligvis ryger enhver form for sandsynlighed i flere omgange definitivt ud ad vinduet (eller rettere sagt op i flammer og ned i isvand). Men som rendyrket billedlir tilsat stort skuespil skal man ikke forvente at se mange andre gøre det bedre.

Efter alle disse år formår serien således at jubilere med lige dele selvfejring og seriøs fornyelse.

Når man selv har fulgt den i hen ved fyrre år er man både lettere rystet og en lille smule rørt.