Forbrydelsen III (5): Mørkets gerninger

Forbrydelsen III, afsn. 5

DR 1, søndag aften

Endelig blev Sarah Lund udsat for en disciplinær samtale, og selv en rebelsk og uafhængig sjæl må mene, at det var på høje tid.

Lund orienterer konsekvent ikke hverken kolleger eller overordnede, når hun løber rundt i byen med sin fornemmelse og sin sjette sans, hun lægger røret på midt i vigtige samtaler, men kolleger sidder og skriger desperat i den anden ende, hun efterlader tasker med 100 millioner på motorvejen, hun falder i staver over sin fortabte søn, alvorlig talt, hun trænger til ferie.

Hvad redder hende i jobbet? De må sætte pris på hendes energibevidsthed, i hvert fald tænder hun aldrig lyset, det er der ingen, der gør, i den mørke, mørke serie.

Utallige urimeligheder

Men Sarah Lunds opførsel er kun én af utallige urimeligheder, man forventes at acceptere, hvis man skal holde interessen for Forbrydelsen og hvem der gjorde det. Seriens mangel på realisme er ved at være et problem.

Man lægger for alvor mærke til den slags lyder nu, fordi man sidder og får sine absencer under kigningen. I afsnit fem var i flere passager decideret kedelige. Dramaet er ikke rigtig spændende længere, så nu leder man efter kvaliteterne andre steder og finder dem ikke.

I tomgang

Søren Sætter-Lassen som justitsministeren og Nikolaj Lie Kaas som Borch er lysende undtagelser i en serie, hvis problematisk casting bliver tydeligere og tydeligere, efterhånden som handlingen går i tomgang. Skolekomedien halter, og når det ikke ligefrem er ens eget afkom, der er på scenen, krummer man tæer.

Helle Fagralid som Maja Zeuthen er et eksempel.

Kære venner. Hun ligner en træt gymnasielærer i midtvejskrise, og sådan ser ex-hustruer i milliard-klassen ganske enkelt ikke ud. Punktum. De er smukke og/eller sexede eller som minimum glaserede og polerede til ukendelighed.

Bevares, hun er ramt af sorg, men sorg skal klæde Elektra i det samfundslag, og det gør den overhovedet ikke. Kan sådan en kvinde overhovedet hedde Maja?

Muligvis. Jeg er ikke sikker.

Gud ved hvilken gang

Har man personer uden liv, så skal der ske noget, og det gør der ikke. I hvert fald slet ikke nok. Det går trægt. For Gud ved hvilken gang skal vi have fat i pigen, nu i bytte for Zeuthen selv, for Gud ved hvilken gang får Maja et sammenbrud, for Gud ved hvilken gang ser Sara Lund tænksom og skeptisk ud under hele forløber, mens Zeuthen er en labil medspiller, forbløffende utilregnelig af en succesrig erhvervsmand at være.

Og for Gud ved hvilken gang snyder kidnapperen dem alle sammen med sine snedigheder. Man må håbe, at det rigtige politi er kvikkere.

Så kom nu videre i teksten. Det er svært at forstå, at professionelle manuskriptforfattere tillader plottet at gå så meget i tomgang, i afsnit fem bedst eksemplificeret ved en alenlang scene hos fødselslægen (!), komplet med scanning og sød snak.

Hvis det er forfatternes forsøg på at ramme de kvindelige seere, så minder det mest af alt om Mitt Romneys appel til det kvindelige vælgersegment. Krimi er det i hvert fald ikke, og det var da vist varebetegnelsen?

Cliffhanger

Dagens cliffhanger: Var det virkelig pigen, han smed i vandet?

Det tror jeg ikke, det var, det er vist ikke engang meningen, vi skal tro det. Men vi får se, under alle omstændigheder. Man gider lige akkurat godt vide, hvad der sker næste gang. Lige akkurat. Men hvis der kommer én mislykket afleveringsforretning til, så zapper jeg altså.

Hvad synes du om denne uges afsnit? Ordet er dit: