THE MAN WHO WASN'T THERE: Instr. Joel Coen

THE MAN WHO WASN'T THERE Instruktør: Joel Coen

USA 2001

Længde: 1 time og 56 minutter

Premiere i Dagmar

og Grand, København, Kinopalæet, Lyngby, Reprise Teatret, Holte, Cafébiografen, Odense,

og Palads, Århus

Omsider kommer så de begavede Coen-brødres niende, seneste, meget roste film og, mener nogle, hidtil bedste, den længe ventede "The Man Who Wasn't There".

Den er blevet omtalt som en film noir, men bortset fra, at filmen konstant har stiltræk fælles med mange af fyrrernes sorte film, så er "The Man Who Wasn't There" et langt rigere værk, end de fleste genrefilm er det. Sagt på en anden måde: Coen-brødrenes film låner flittigt fra noir-genren, men bliver aldrig en del af den.

Tilsvarende bliver filmen heller aldrig helt en James M. Cain-lignende fortælling, selv om den angiveligt skulle være inspireret af denne noget melodramatisk betændte trediverforfatter. I hvert fald spøger den mere defaitistiske Cornell Woolrich også et sted. Hans noveller og romaner minder om filmen i deres menneskeskildring, men filmen er rigere, mere nuanceret, og langt mindre gimmick-præget, langt mindre genrebevidst end Woolrich's bøger. Hvortil kommer brødrenes særdeles bevidste sans for det æstetisk tilfredsstillende, der kan minde om Hoppers malerier, både i den lineære komposition og i den tyngende atmosfære af ubærlig ensomhed.

Men i sidste ende har de to brødre i fællesskab skabt deres eget helt enestående værk. Okay, formelt er det ganske vist Joel Coen, der instruerer, og Ethan Coen, der producerer, men ligesom de altid er fælles om at skrive manuskripterne, er de også fælles om alt muligt andet, har de fortalt.

Opgangstider

Filmens handling er enkel nok. Hovedpersonen, manden der ikke var der, er frisør i sin svogers forretning. Tiden er 1949, og stedet er Santa Rosa i Californien. Det er med andre ord Chandler-, Cain- og Macdonald-land. Det er også en gryende økonomisk opgangstid, og det er en tid med store samfundsmæssige forandringer forude. Uden egentlig at vide det er frisøren ramt af tidens ånd om forandring.

Næsten som ved et tilfælde (bortset fra at intet er tilfældigt i noir-filmenes univers - her spiller Skæbnen virkelig en stor rolle) får denne frisør en dag en kunde, som utilsigtet frister ham med løfter om en gylden fremtid, der tilhører dry cleaning. For 10.000 dollars kan Ed Crane (sådan hedder frisøren) blive sleeping partner i sådan et foretagende, loves det.

Brevet til Big Dave

Ed har ganske vist ikke pengene, men han har en klar idé om, hvor og hvordan han kan skaffe dem. For han ved, som ægtemænd nu siges at vide den slags, at hans kone er ham utro med sin chef. Så Ed sender et anonymt brev til ham og skriver, at han vil have 10.000 dollars for at tie stille. Og konens chef accepterer, for han er bange for at miste sin position som stor mand i byen, hvor han i kraft af sin kones arv er chef for et stormagasin. Siden finder han ud af, at det er Ed, der har sendt brevet, og under et opgør de to imellem, dræber Ed ham i selvforsvar.

Så følger en retssag. Ironisk nok er det Eds kone, der bliver tiltalt for mordet på sin chef, Og her ville historien muligvis ende, hvis James M. Cain havde skrevet den. Men Coen-brødrene har meget mere at fortælle om denne Ed Crane, der af og til kan lede tanken hen på hovedpersonen i Herman Melvilles fremragende lille historie om skriveren Bartleby.

Der er f. eks. en smukt turneret historie om Ed Cranes gryende optagethed af en af lillebyens pæne piger, datter af en lokal sagfører, flittig og sød, med et talent for at ramme klaverets tangenter, så Ed føler, at hun har en strålende fremtid foran sig - og at han skal være hendes guardian angel og agent. Sådan kan midaldrende mænd dagdrømme, når de ser unge piger i Lana Turner-agtig sweaterprofil (for Coen-brødrene har naturligvis set og ladet sig inspirere af både Cains bedste roman og Mervyn Le Roys film efter den (altså "Postbudet ringer altid to gange"), visuelt er de inspireret af filmen, tematisk af romanen).

Fabelagtige Thornton

Der er også en fængslende slutning, som jeg næppe bør omtale, skønt "The Man Who Wasn't There" egentlig ikke er en film af den type, der ødelægges af, at tilskueren kender handlingen. Dertil er filmen alt, alt for smuk at se på, og alt, alt for for godt spillet af Billy Bob Thornton, der med fabelagtig præcision formår at holde sin neddæmpede og dog så rigt nuancerede personfremstilling hele filmen igennem.

Og denne lakoniske og evigt cigaretrygende Ed Crane er, som titlen siger, næsten som et menneske, der ikke er der. Ingen lægger mærke til ham, når han går på gaden, og han selv præsterer intet, der giver ham krav på opmærksomhed. Han går gennem tilværelsen som en zombie. End ikke, da han har begået sit drab og over for konens hurtigsnakker af en sagfører (Riedenschneider hedder han, med venlig hilsen til Sam Jaffes dagdrømmende master criminal i "Asfaltjunglen") tilstår dette, bliver der lagt mærke til ham. Men dette sære menneske ender dog med i filmens slutning at finde en slags håb om en bedre fremtid i det hinsidige. Og hvis alt dette lyder grumme traurigt, så er det ikke sådan, for filmen rummer også, ikke mindst i Billy Bob Thorntons figur, en dejligt understated humor, så man ofte trækker på smilebåndet, men sjældent storgriner.

Raffineret farveholdning

Andre medvirkende er tilsvarende præcise i deres spil, ikke mindst Frances McDormand som Ed Cranes køligt beregnende hustru og James Gandolfini som hendes jovialt brovtende elsker, der viser sig uventet farlig, når han er trængt op i en krog, og når man lægger mere mærke til Billy Bob Thornton, er det udelukkende, fordi hans rolle er så dominerende.

Sammen med fotografen Roger Deakins har Coen-brødrene lavet en sort-hvid film, der næsten er en farvefilm - eller også er det omvendt! For faktisk rummer filmbillederne på raffineret vis en anelse farve, nok til at de ikke er sort-hvide, snarere gråligt-grønne, men de virker gammeldags sort-hvide. Men uden at virke gammeldags. Det er meget raffineret gjort, for denne farveholdning er med til at fastholde historiens præg af uafvendelighed.

I det hele taget er filmen hele tiden er æstetisk nydelse - på grund af billedkompositionerne, og på grund af klipningen, og ikke mindst på grund af spillet - men der er heldigvis tale om en æstetik, der konstant understøtter historien, og med samme uafvendelighed, som Ed Crane går sin skæbne i møde, trænger denne film helt ind under huden på den opmærksomme tilskuer og kalder på et gensyn, så flere detaljer kan falde på plads.

Måske er "The Man Who Wasn't There" Coen-brødrenes bedste film, bedre måske end både "O Brother Where Art Thou" og den lidt upåagtede "Fargo", der med sin blanding af realisme og skæv humor trænger sig på i erindringen.

Glimrende soundtrack

Og så lige et PS: Filmens underlægningsmusik er fremragende atmosfærerig, både når man ser filmen, og når man senere lytter til det udsendte soundtrack (Decca 016 019-2) med stemningsskabende klavermusik af Carter Burwell samt velvalgte bidrag fra Beethovens geniale hånd (der er uddrag af bl. a. Piano Sonata No. 25 og piano sonata No. 14) spillet af Jonathan Feldman. Et enkelt bigband-swingnummer bryder helheden, men der er i øvrigt tale om en fortrinlig rekonstruktion af Benny Goodmans sound, med gode soli af Bill Mays på piano og Tony Kadleck på trompet.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen