Diktatoren

Diktatoren

Amerikansk

Instruktion: Larry Charles

1 time og 24 min.

Premiere i dag

Egentlig skulle man tro, at Charlie Chaplin med sin latterliggørelse af Hitler i mesterværket ”Diktatoren” fra 1940 havde ophavsret til titlen, men nej!

Her kommer en ny diktator, men uden Chaplins format, skønt han slet ikke er så ringe endda. Han hedder Aladeen og hersker morderisk i et mellemøstligt nowhere-land af ørkensand, Wyadia, hvor han har erstattet 300 ord i sproget med sit eget navn. Han spilles af den engelske komiker Sacha Baron Cohen, der er klædt ud og maskeret som en fusion mellem Gaddafi og Saddam Hussein, og farcen skal være inspireret af en formentlig totalkikset roman af den sidste og er for sjovs skyld tilegnet Nordkoreas afdøde diktator Kim Jong-il!

Ikke uden talent ter Cohen sig som indbegrebet af en arabisk despot og galning med massivt sort, islamistisk skæg, som han dog forliser undervejs. Men behændigt (opportunistisk?) viger filmen uden om islam og Muhammed.

Én ting vil og én ting vil Aladeen ikke: Han vil have en atombombe, og han vil ikke have demokrati, som han med overtalende argumenter afskyr som Fanden selv.

Kingsley som håndlanger

Både på hjemmefronten og i New York, hvor han skal missionere i FN, betjener han sig af dobbeltgængere og har en forræderisk håndlanger og næstkommanderende - den snart allestedsnærværende Ben Kingsley. Mere kan der ikke røbes om handlingen, for historien er en nonsenskomedie, nærmest en samling sketches med Cohen som uregerligt centrum, en slags vilter spex-forestilling med alle mulige indfald og citater.

Filmen er ret plat, men har sine sjove øjeblikke, selv om grinet har det med at størkne. Befriende humor er der ikke megen af, men nok en stribe markante satiriske scener som Alladeens store tale til sidst, hvor han hoverende hænger de amerikanske samfundsforhold og idealer grundigt til tørre.