Små hvide løgne

Skønt den franske film ”Små hvide løgne” er befolket af storartede skuespillere, er det en lettelse at slippe fri af deres selskab.

Artiklens øverste billede

Små hvide løgne

Fransk 2010

Originaltitel: Les petits mouchoirs

Instruktion: Guillaume Carnet

2 timer og 34 min.





Ludo er på diskotek med øredøvende decibel og flygtige kontakter. Så kører han - pænt lakket til - på scooter gennem et natligt Paris, ramler ind i en lastvogn og havner på den intensive, mere død end levende.



Chokerede besøger vennerne ham og diskuterer, om de skal aflyse deres planlagte ferie. De enes om at tage af sted - til en hytte på stranden syd for Bordeaux. Den ejes af Max, den ældste på holdet. Og så får vi i ”Små hvide løgne” et klassisk arrangement: En gruppe mennesker flyttes fra deres hverdag og samles i en isoleret gruppe, hvor de i indbyrdes konfrontationer efterhånden røber deres karakter: deres længsler, aggressioner, lidenskaber, frustrationer.



Inderligt ligegyldig



Samtidig driver de den af i ørkesløs feriespleen: De bader lidt, sejler lidt, daser lidt, spiser og drikker og keder sig. En af vennerne har set sig lun på Max, men - bedyrer han - er ikke bøsse. Han har kone og barn, og relationen mellem ham og Max, der er gruppens ældste og noget af en koleriker, bliver historiens mest dramatiske og tilspidsede.



Men det siger mindre end lidt, for stemningen i gruppen er dvask og doven, ingen gider rigtigt noget. Et par af mændene har kærestesorger og er derfor en anelse mere selvoptagede end de andre.



Skønt holdet består af storartede skuespillere, bliver ingen af personerne til en blot vedkommende karakter. De er brikker, manuskriptet flytter rundt med, og derfor bliver konstellationerne imellem dem - trods enkelte scener med en anelse liv - så inderligt ligegyldige, at det er en lettelse efter to og en halv time at slippe for deres selskab, især da finalen udarter til grådkvalt sentimentalitet.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen