Dark Shadows
Vampyrfilm: Filmatisering af kult-tv-serie er under Tim Burtons vanlige niveau.
Eventyrfilm
Dark Shadows
USA, 2012
Instruktion: Tim Burton
1 timer 53 minutter
Premiere i dag i biografer i 72 biografer landet over
Tim Burton har for længst slået sin rolle fast som filmens gotikelskende Peter Pan. Sammen med det tidligere Monthy Python-medlem Terry Gilliam er Burton den instruktør, der har haft mest held med at få et stort og vedholdende publikum til at bakke op om sine charmerende originaliteter søsat på fantasiens overdrev. Og det er uden for diskussion, at Burton har et særligt talent for at mikse det groteske med det fortællesprudlende groteske og morsomme. Derfor er forventningerne til en ny film af Burton også høje. Men med ”Dark Shadows” skuffer han desværre.
Depp var selv en stor fan
Filmen er baseret på Dan Curtis' tv-serie af samme navn, der løb over skærmen i USA mellem 1966 og 1971 - en gotisk soap opera. I 1991 forsøgte man at genoplive serien på NBC, men produktionen blev besværliggjort af Golfkrigen, og det blev kun til en sæson. ”Dark Shadows” har også været omformet til tegneserie og i bogformat. Det er en rigtig kult-serie, som blandt andet havde Johnny Depp som stor fan. Som fast Tim Burton-cast og ægte aficionado af serien må det altså have været en sand drøm for Depp at få lov til at spille hovedrollen i den aktuelle filmatisering. Og Depp gør det med vanlig vanvidsantydninger og humoristisk overskud - en præstation, der fastholder sit tag i publikum på trods af det flagrende manuskript. Depp spiller vampyren Barnabas Collins, der efter at have tilbragt to århundreder i en forseglet kiste under jorden vender tilbage til sit families gods i byen Collinsport, som samme familie har opbygget til et sandt fiskeriimperium i 1750'erne. Nu, i 1972, hænger familiens formue og renomme i en tynd tråd, ikke mindst fordi den magtfulde finanskvinde Angie har gjort alt, hvad der stod i hendes magt for at ødelægge Collins-familien, som der er ikke er mange tilbage af. Det vil Barnabas råde bod på. Han skal bare lige omstille sig til den nye tid, han er vågnet op til. Og så er det også lidt besværligt for ham at holde på hemmeligheden om, at han faktisk er vampyr. Men måske er han ikke den eneste med overnaturlige instinkter. I hvert fald minder denne Angie om en, som Barnabas kendte for meget, meget længe siden.
Der mangler substans
Sammenstødet mellem Barnabas' 1750'er-mentalitet og den nye tids verdensopfattelse afføder naturligvis nogle ganske sjove scener. Desværre virker de afmonterede fra selve handlingen, der ofte mangler substans. Har man set traileren, har man også set langt de fleste sjove scener, og det er altid skuffende, at resten så kommer til at føles som pudefyld i en film, der godt kunne trænge til lidt mere (senge)kant. Den sejlende erotiske undertone, der er typisk for den gotiske fortælling, bliver fjollet i stedet for farlig, om end der er en ganske underholdende massakresexscene, der får bryllupsnatscenen i ”Twilight Saga: Breaking Dawn - del 1” til at virke som uskyldig s/m-petting.
Sex, drugs and rock'n'roll
I det hele taget er der ikke meget ”sex, drugs and rock'n'roll” over filmen, fordi Tim Burton har haft mere travlt med at være morsom end maliciøs. Eva Green i rollen som Angie er dog både femme fatale-farlig og underholdende bitchet. I det hele taget er det kvindelige cast velvalgt, om end ingen får lov til at spille deres respektive talent helt ud. Michelle Pheiffer som Matriarken Elizabeth er elegant, Helena Bonham Carter som huslægen Hoffman er uudgrundelig og skæv, og Chloë Grace Moretz (”Kick Ass”, ”Hugo”) som den vrantne teenager er passende utilpasset, og Bella Heathcote som den sødme- men gådefulde barnepige er yndefuld. Men det er først og fremmest Johnny Depp, der får lov til at spille hugtænderne ud af gebisset. Ærgerligt, at der ikke er meget bid i selve historien.