Terraferma

Drama

Terraferma

Italien og Frankrig, 2011

Instruktion: Emanuele Crialese

1 timer 28 minutter

Premiere i dag i Grand Teatret, København, Øst for Paradis, Aarhus, Café Biografen, Odense, Biffen, Aalborg, Værløse Bio og Nicolai Biograf, Kolding

Italienske Emanuele Crialese har en forkærlighed for immigranthistorier, som fokuserer på overlevelsen i det nye. En kamp, der kan manifestere sig både konkret og overført, hos både de rejsende og fastboende.

I ”Terraferma”, der vandt Special Jury Prize på sidste års Venedig Filmfestival, fokuserer Crialese på indbyggerne på den lille ø Linosa syd for Sicilien, der kæmper for at holde næsen over vande rent økonomisk. De kan ikke længere tjene til dagen og vejen ved at fiske, sådan som de ellers har gjort i generationer. I stedet satses der på sommerens velbeslåede turister.

Uventet selskab

En familie bestående af mor og søn udlejer en sommer deres hus til tre unge backpackere fra fastlandet. Selv flytter de ind i garagen. Her får de uventet selskab af en ung afrikansk bådflygtning, der er højgravid. Hun er blevet samlet op af sønnen Filippo og hans bedstefar, den 70-årige Ernesto, der stædigt holder fast i at opretholde fiskeriet som sin levevej.

På havet følger de ”havets love”, og det betyder blandt andet, at man samler skibsbrudne op, når man møder dem. Men de officielle myndigheder kræver, at flygtningene udleveres til hjemsendelse. Hvis ikke man følger ”landets love”, bliver man straffet. Derfor står familien pludselig i et moralsk dilemma. Hvilke love er de etisk rigtige, og har de overhovedet råd til at gøre sig sådanne overvejelser? Skal den unge kvinde, der føder sit barn i garagen, have mulighed for at få en ny chance i livet?

Stor loyalitet

Sammenstillingen mellem de ubekymrede turister, de trængte øboere og de forarmede afrikanske flygtninge kunne nemt være blevet klæg i sin politiske korrekthed, men Crialese turnerer historien med stor loyalitet over for alle sine karaktere og en klædelig blid intonation.

Synsvinklen tilhører mestendels den unge Filippo, der er en smule overdrevet enfoldig, men han er en god guide for filmens mange symbolske sammenstød. Det er ikke bare historien om et fattigt Afrika og et rigt Vesten, der fortælles. Det er også kollisionen mellem modernitet og tradition, mellem gammel og ung, altså en diskussion af en ”dem og os”-dikotomi i et mangfoldigt perspektiv.

Samme tema

Det er den samme tematiske streng, Emanuele Crialese har spillet på i alle sine fire spillefilm. I sin amerikanske debutfilm, ”Once We Were Strangers” (1997), som han lavede efter afslutningen af sin uddannelse på New York University, er en italiensk og indisk immigrant i fokus. I ”Respiro” (2002) udforskes konservative, italienske kønsopfattelser i en moderne brydningstid, og i ”Den nye verden” (2006) fortælles endnu en immigrationshistorie fra begyndelsen af 1900-tallet.

Det er et klart og relevant fokus, der nu er sat i en nutidig ramme i ”Terraferma”.