Beast

Thriller

Beast

Danmark, 2011

Instruktion: Christoffer Boe

1 time 23 min.

Premiere i dag i Dagmar og Empire Bio i København og i Øst for Paradis i Aarhus

Som altid hos Christoffer Boe begynder det med byen. Velhaverparret Bruno og Maxine (Nicolas Bro og Mirijana Jankovic i storform) har fundet deres drømmebolig; en luksuriøs liebhaverlejlighed med egen have og udsigt over Kastellet og det indre Københavns tage. Her, forsikrer de prøvende hinanden, må de kunne blive lykkelige.

Men som tiden går fjerner Maxine sig fra sin mand, der klager over, at han ikke længere fornemmer, at hun kan mærke ham. Han derimod kan konstant mærke sin smukke hustru. Og når Bruno siger mærke, så mener han det i en aldeles kropslig forstand.

Ond besiddertrang

Under en af parrets - desværre ofte temmelig konstruerede samtaler - om deres forholds fremtid definerer de hinanden som ham, der vil ødelægge, og hende, der vil ødelægges. Dette misforhold giver anledning til en sadomasochistisk spænding mellem de to, men Brunos destruktionstrang stikker dybere end som så.

Da han på bedste Boe-manér lokker Maxine og deres fælles ven Valdemar (en altid troværdig Nikolaj Lie Kaas), som Maxine viser sig at have en affære med, hen på det samme hotelværelse, står han selv udenfor i det sneklædte landskab og mærker sit indre eksplodere af harme.

Den ætsende besiddertrang sætter sig nemlig fysiske spor i Bruno, der kæmper med svære mavekramper. Lægerne kan ikke forklare lidelsen, men den kommer til at fylde mere og mere - hos Bruno og i filmen.

Til sidst er han i sin krops vold og forvandles til et blodtørstigt dyr med kun det mål for øje at tilintetgøre Maxine for at eje hende fuldstændig. Langsomt begynder Maxine også at reagere fysisk på Brunos forandringer, og i filmens iskolde afslutning ser vi det foruroligende resultat af en kærlighed, der er identisk med ødelæggelsesdrift.

I hænderne på Boe er Bro en sælsom blanding af en krammelig bamsebjørn og et dyrisk, frådende bæst. Præstationen minder om Bros maniske tour de force i Boes ”Offscreen” fra 2006, men måske på grund af den korte produktionstid er hans spil ikke så subtilt og nuanceret som vanligt.

Det irriterer, men passer på en måde til den strittende bastard af en film. Den blodtørstige Bro tromler af sted, kvaser som Bruno livet omkring sig og sår en følelse af reel suspense i biografpublikummet, hvilket er sjældent i en film, der ellers i den grad føles som en konstruktion.

Manglende legesyge

Det ærgrer fælt, at ”Beast” ikke mønstrer samme visuelle overskud og legesyge som Boes tidligere film - ikke mindst spillefilmdebuten ”Reconstruction” (2003) og den seneste ”Alting bliver godt igen” (2010).

Formentlig grundet tidspres har Boe ikke fået sin ellers faste fotograf Manuel Alberto Claro på som primær fotograf. I stedet står den også utvivlsomt dygtige Sophia Olsson bag kameraet, og det virker forkert, når Claros billeder er så uløseligt knyttet til Boes univers.

”Beast” er på ingen måde helstøbt. Den er fuld af skønhedsfejl, og projektet virker både flabet og konstrueret. Men spillet mellem kroppen og byen, mellem det fortærende og det kontrollerede begær, bliver hos én, længe efter at man har forladt biografens mørke.