Brøndgraverens datter

Brøndgraverens datter

Frankrig, 2011 (La fille du puisatier)

1 time 47 min.

Premiere i dag i Grand Teatret og Park Bio, København, Gentofte Kino og Øst for Paradis, Aarhus

Daniel Auteuil er nu over 60 år og for længst etableret som en af Frankrigs mest originale og driftsikre skuespillere. I 1986 fik han sit internationale gennembrud som den naive og forslagne yngling Ugolin i Claude Beris uopslidelige historisk-romantiske komedie, dobbeltdækkeren: "Kilden i Provence" og "Manon og kilden"; uopslidelig, fordi den foruden sit drama og Auteuil rummer pragtpræstationer af den unge Gérard Depardieu og den gamle Yves Montand.

Beris dobbeltdækker byggede på en roman af akademimedlemmet, forfatteren og filminstruktøren Marcel Pagnol, hvis tekst også ligger til grund for "Brøndgraverens datter".

Som forgængerne er det en historisk-romantisk komedie, der udspilles under Første Verdenskrig. Auteuil vender her tilbage til Provence som både instruktør og skuespiller, og man får fornemmelsen af, at han har villet sende en hilsen eller en hyldest til de gamle historier om Césare, Ugolin, Jean le Florette, ”Manon og kilden”.

 

Yndig, bly og svigtet

Patricia er en yndig, bly pige på 18 år, lige til at plukke, og plukket bliver hun af den flotte pilot Jacques, der svigter hende uden at ville det, da han over hals og hoved indkaldes til militæret som pilot.

Han har akkurat nået at gøre hende gravid, og hendes far, den bryske, slagfærdige brøndgraver, der er enkemand og alene med fem mindreårige døtre, bliver ude af sig selv: Hans og familiens ære er krænket, især da han afvises koldt og hovent af forførerens forældre.

Sådan er den sociale konvention. Patricia sendes i eksil og føder en dreng, hvad der formilder hendes far, som altid har ønsket sig en søn, men har måttet tage til takke med lutter piger.

...men de får hinanden

Den lille drengs far, Jacques meldes faldet i krigen, men efterretningerne er usikre, og det går som i ”Fiskerpigens sang”:

»Det triste brev, det talte ikke sandt. Han reddet blev og livets lykke vandt.«

Alt vendes til det bedste: De unge får hinanden, som de skal i den slags historier, og de to familier forsones, som det fordres i en ægte komedie.

Filmen har ikke forgængernes episke sug og slet ikke deres tragik, men mindre kan også gøre det. På smukkeste vis indfanger Auteuils kamera det provencalske landskab, og der spilles tilforladeligt i samtlige roller, især er han selv formidabel som den fattige, men stædigt selvbevidst brøndgraver, der kompromisløst og med retorisk myndighed forlanger sin ære respekteret.

Den er ikke noget særligt, den film, og glemmes sikkert hurtigt. Men man har det fint, mens den står på, og i struktur og handling minder den om det bedste i de traditionelle danske folkekomedier. Og det er, hvad den er: En folkekomedie.