Alvin og de frække jordegern

Siden 1950'erne har den syngende jordegern-trio, Alvin and the Chipmonks, været et kendt populærkulturelt fænomen i USA.

Artiklens øverste billede

ALVIN OG DE FRÆKKE JORDEGERN



USA, 2007



Instruktion: Tim Hill



1 time 32 minutter



Premiere i dag i biografer landet over





De har optrådt i børne-tv, vundet Grammy'er, og nu er turen (ikke overraskende) kommet til biograffilmen og altså et internationalt gennembrud.



De tre jordegern, frække Alvin, kloge Simon og tykke og nuttede Theodore, bor i et træ i skoven, hvor de er ved at proviantere til vinteren. Men pludselig fældes træet, og de tre venner havner, ikke i Mickey Mouse's dagligstue, som nogle endnu mere kendte artsfæller, men i foyeren på et stort pladeselskab, hvor morgendagens musik bliver til.



Sangskrivers redning



Sangskriveren Dave (Jason Lee) er netop blevet skoddet af sin ”ven” og firmaets direktør Ian, der absolut ikke mener, at Dave har, hvad der skal til for at slå igennem.



På vej hjem for at smide alt sit udstyr ud får Dave følge af de frække små drenge, der først skræmmer Dave fra vid og sans ved at kunne tale, men siden får ham tilbage på karrierestien ved at kunne synge. Pludselig har Dave skabt en succes med de tre bamsede dyr, der giver den gas.



Den pengeliderlige Ian er vild i varmen, men er ikke helt med på Daves idé om at behandle drengene ordentligt og lade dem være børn, og på bedste løgnagtige fedterøvsmanér får han overtalt trioen til at komme hjem til ham at bo, for der må de lige, hvad de vil.



Tungt og unaturligt



”Alvin og de frække jordegern” er en på mange måder overpædagogisk og moraliserende fortælling om at behandle hinanden ordentligt. Hvis man ikke er fem år, bliver det lynhurtigt ekstremt trættende og alt for meget. Heller ikke filmens ”voksne” dimension med Dave, der skal forsones med sin eks, er interessant.



Det bliver ikke bedre af, at filmen, der er en blanding af såkaldt live action med rigtige mennesker og animationsfilm, nødvendigvis, for at alle skal kunne følge med, lider under det altid prekære problem, at der er danske stemmer på skuespillerne.



Uanset hvor gode de er, så virker det altid enormt tungt og unaturligt.



Når filmen alligevel ikke flopper totalt, skyldes det den vittige dialog og de søde og sjove optrin, de tre små jordegern kommer ud for. Selvom animationen ikke er fantastisk, så er Alvin og hans brødre rigtig godt lavet.



Og så er der noget - også for voksne - dejligt uhøjtideligt ved en virkelighed, hvor man accepterer (og opfinder) syngende jordegern.



kultur@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen