Goodbye Solo

Goodbye Solo

USA, 2008

Instruktion: Ramin Bahrani

Premiere i dag i Cinemateket, København

Det er en taxahistorie og en slags road movie. Og det er en historie om to temperamenters møde: En venlig og opmærksom, glad og snakkesalig sort chauffør, Solo - vel i begyndelsen af trediverne - og en vrangvillig, tvær, knarvorn kunde, pænt over de halvfjerds, William, som hyrer ham for en uges tid.

Langsomt kommer de to hinanden nærmere skildret symbolsk ved, at den gamle William flytter fra bag- til forsæde i bilen. Samtidig har han svært ved at modstå Solos troskyldige, inviterende, hjertevarme opmærksomhed, så langsomt finder de sammen, men aldrig helt.

William vil ikke og reagerer kolerisk og opfarende, når det bliver ham for meget, skønt de to er sammen både på bar og omkring et billardbord og en tid deler værelse på et motel.

Kun mødet med Solos ni år gamle steddatter synes at lokke William ud af sit panser. I enkelte øjeblikke krakelerer det, men han smyger det aldrig af sig, for det dækker over hans hemmelighed.

Så svimlende høj

Således betyder ugen med William mere for Solo end omvendt. Han træder i karakter, da det langsomt går det op for ham, at døden - selvmordet - er Williams hemmelighed.

Han accepterer den modstræbende, men solidarisk, og kører sin ven det sidste stykke - gennem et farvemættet efterårslandskab ud til en klippe så svimlende høj og stormomsust, at den synes at rage ind i himlen. Om William farer til himmels eller styrter i afgrunden, står hen i det uvisse.

Men billedet af Solo stående på kanten har en sådan vælde, at det bringer Caspar David Friedrichs berømte maleri ”Vandringsmanden over tågehavet” (1818) i så tydelig erindring, at det må være en bevist kalkulation fra instruktørens side.

Filmen har sin styrke i to forhold, dels de enkelte episoder, der har intensitet og bølgende dramatisk liv, psykologisk dybde og troværdighed, hvad enten vi er på motellet eller om natten i taxaen, dels i skuespiller-præstationerne.

Som William er Elvis Presleys gamle ven og bodyguard, Red West, træt til døden, men til stede i billedet og i sit ansigt med en til tider irritabel, men aldrig rokket værdighed, en uantastelig integritet, som den debuterende Souléymane Sy Savane bøjer sig for og tager ved lære af uden at forlise sit tillidsfulde, optimistiske væsen og sin usikre identitet, som rodfæstes i ugen med William.

Måske ikke nogen stor film, men en visuelt afvekslende og smuk historie, der tør fastholde en gåde - vi får aldrig en forklaring på Williams forsæt - og skildre to inderligt forskellige mennesker.

Deres baner gennem livet krydses kortvarigt, men så betydningsfuldt, at de kommer hinanden nær i et blufærdigt, bevægende fællesskab.

NB: Filmen vises uden undertekster.