Invictus

Invictus

USA, 2009

Instruktion: Clint Eastwood

2 timer 14 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Der findes nogle få billeder, man bærer med sig på nethinden fra det øjeblik, de præges ind.

Et af mine er af Nelson Mandela, der under det sociale topmøde i København i 1995 ankommer til taffel hos dronningen. Alle andre indfandt sig med ægtefæller eller ledsagere og vakte opsigt. Mandela ankom upåfaldende og alene.

Alene gik han op ad den store trappe - langsomt, beskedent, en anelse duknakket, en mand, der var sin skæbnes tyngde, fortrolig med lidelsen, men afklaret, så han udstrålede en integritet og en værdighed, der gør, at det er ham, jeg husker. Tydeligt nok var han sin »sjæls kaptajn«, som der står i det digt, han citerer i filmen her.

Netop denne forklarede ro og - jeg vover ordet - ædelhed, det af smerten lutrede i Mandelas væsen er det, som Morgan Freeman, denne vidunderlige skuespiller, formidler med så mild og overtalende, men dog myndig og ubøjelig viljestyrke i sit portræt af den snart 92-årige statsmand, der blev så samlende og forsonende en skikkelse i sit land.

Uden at dominere spiller Freeman den alt dominerende hovedrolle i den snart 80-årige Clint Eastwoods, smukke, hjertevarme hyldest til Mandela: ”Invictus”, der betyder ubesejret. Trods apartheid-styrets forsøg på at knække ham gennem 27 år i en trang fængselscelle, forblev Mandela ubesejret og kronede kort efter sin løsladelse sejren med titlen som Sydafrikas første sorte præsident.

Ubesejret var også det sydafrikanske rugby-landshold ved verdensmesterskaberne i 1995, hvor det med nød og næppe på Ellis Park Stadion i Johannesburg slog New Zealand i finalen den 24. juni. Forinden gik Mandela på grønsværen for at hilse på spillerne - iført landsholdets trøje i grønt og guld, den dragt, hans egne ville afskaffe som et forhadt symbol på den hvide undertrykkelse.

Forligsmanden

Ubesejret er endelig Mandela også i sit dristige og modige, insisterende og grænsesprængende forsøg på - ofte i konflikt med sine egne - at forlige sorte og hvide, der ved hans overtagelse af præsidentembedet stod så fjendtligt over for hinanden, at en borgerkrig var overhængende.

Karakteristisk er det, at det på en enkelt undtagelse nær er et hvidt landshold, der bliver nationens fælles ejendom, så sorte og hvide i sejrens triumf kan juble, synge og græde i kor.

Det er denne, den sidste og største sejr, forsoningen, der er filmens inderste tema, som gennemspilles på alle planer: I forholdet mellem hvide og sorte i præsidentens sikkerhedsvagt, i den familie, som er historiens centrale: rugby-holdets anførers, og mellem de livvagter, der venter uden for stadion, og et spinkelt sort barn, som bare så gerne vil lytte med til radiotransmissionen.

Filmen løfter sig til en brusende, fejende, ekstatisk slutning, da finalen er vundet og historien ved vejs ende, hvorfra den må fortsætte - med modgang, problemer, tilbageslag, men ubesejret, under stadige fremskridt, så Sydafrika inden længe kan være værtsnation for verdensmesterskabet i fodbold.

Med efterhånden vanligt strategisk overblik håndterer Clint Eastwood sin fortælling i en visuelt magtfuld iscenesættelse.

Stilfærdig humanisme

Men ikke blot hans filmiske rytmesans og funktionelle, kontante fortællestil gør ”Invictus” til en fryd, for den er mere end det, nemlig endnu et eksempel på den saglige, stilfærdige humanisme, der har præget hans seneste værker.

Den er ikke missionerende eller højrøstet eller anmassende, men lever i handlingen som dens varme og drivkraft, der er så stærk, at jeg ikke var ene om at forlade biografen med en tåre i øjenkrogen. At Morgan Freeman, Eastwoods nære ven og medproducent, yder det ubetinget ypperlige kan ikke overraske, men gør det alligevel, for han spiller ikke Mandela, han er Mandela. I den anden store rolle er den udmærkede og sympatiske Matt Damon klædeligt tilbageholdende, men det er en tilbageholdt lidenskab, der bryder frem med fuld styrke og psykologisk troværdighed i løbet af historien.

Som altid hos Eastwood er samtlige biroller besat med folk med ubetvivlelig kompetence. Jeg undlader at ty til de glamourøse og højstemte adjektiver. Man kan læse i stjernerne, hvad den film er værd.