Annonce
Film & tv

Wall-E

En ensom lille robot er hovedperson i Pixar-studiernes nyeste animerede pragtværk. Familiefilm i ordets bedste forstand bliver ikke meget mere begavede eller underholdende.

Foto: Bueno Vista/Pixar

Wall-E

USA 2008

Instruktion: Andrew Stanton

Dansk stemmeinstruktion: Sonny Lahey

1 time, 51 minutter

Premiere landet over

Siden Pixar-studierne i 1995 spillefilmsdebuterede med ”Toy Story”, verdens første rent computeranimerede langfilm, har de ikke blot konstant hævet standarden for, hvor flot og virtuost animationsfilm kan realiseres.

De har med det ene mesterværk efter det andet, senest ”Ratatouille”, også jævnligt vist, hvor begavet, ambitiøst og underholdende det er muligt at lave familiefilm i ordets bedste forstand. Film, der både kan nydes umiddelbart af de mindste og opleves på mange niveauer af deres voksne.

Mekaniske følelser
”Wall-E”, hvor man i tilgift får en prægtig lille forfilm om en tryllekunstner, en kanin og en gulerod, er ingen undtagelse. Snarere gør instruktøren Andrew Stanton her for fremtiden og verdensrummet, hvad han i ”Find Nemo” gjorde for de store have: skaber billedpoesi så svimlende, at man overhovedet ikke tænker over, at det er animation, man ser.

Der er også en slags konsekvens i filmen.

Når nu Pixar for længst har vist, at man kan lave animerede film fuldt så levende og bevægende som mange skuespillerfilm, er næste naturlige trin selvfølgelig at lave en film, hvor robotter som udgangspunkt har bevaret flere og større følelser end de fleste mennesker.

En verden af skrald
Til at begynde med er der ellers ikke for kønt. I en nær fremtid er jordkloden blevet så forurenet og spækket med affald, at menneskene er gået i eksil på en fjern rumstation, hvor de fordriver tiden med at æde sig fede og dovne.

Kun den lille snavsede robot Wall-E er tilbage til at rydde op på Jorden. Han har ikke andet selskab end en kakerlak og et gammelt videobånd med musicalen ”Hello Dolly”.

Men en dag kommer en strømlinet - og skydeglad - kvindelig robotudsending ved navn Eva forbi, og den forelskede Wall-E følger efter hende op til rumstationen. Her bliver det store spørgsmål nu, om menneskene skal vende tilbage til Jorden eller ej.

Snavs er smukt
Den lange, helt replikløse indledning, hvor Wall-E skramler rundt mellem de enorme affaldsdynger er storslået billeddigtning. Verden er grim, beskidt og øde, men afbildet så flot og detaljeret, at det alligevel bliver i særklasse smukt.

At lade filmens elskende par være to robotter, som stort set ikke kan sige andet end hinandens navne med maskinstemme, er en genistreg. Det samme er kombinationen af dem: den skramlede, bevægelige Wall-E over for den glatte, hvide Eva uden andet end et par blå blink til at vise følelser med.

Helt oppe
Efterhånden som historien tager fart, begynder det at myldre med inspirerede små finesser på mange niveauer. Samtidig viser plottet sig konstant at hænge tæt sammen på nye måder og kunne glide elegant mellem at være komisk, spændende, underfundig og rørende, med ikke helt få skarpe menneskelige og - ironisk nok - teknologikritiske pointer undervejs.

Henimod slutningen tager forfølgelses- og rabalderelementerne en smule overhånd; den gumpetunge danske oversættelse af mange tekniske vendinger trækker også ned.

Men undervejs tager filmen sig alligevel jævnligt tid til helt enkelt at lege med billederne - Wall-E og Evas store dansescene i verdensrummet er i så henseende kun ét af højdepunkterne.

Oven i det hele kulminerer handlingen med en - for voksne filmnørder - meget morsom hilsen (blandt flere) til rumfilmen over dem alle, Stanley Kubricks ”2001”.

I sine bedste og mest poetiske passager er det faktisk også helt deroppe, den selv er.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Venstre ved du, hvor du har?

Det klare politiske projekt står noget forpjusket i Venstre. Det samme kan siges om S, og uklarheden kan føre til en ny type valgkamp.

Kronik: Mere Danmark i Europa – mere Europa i verden

Morten Løkkegaard
Dansk Europa-politik er og bliver ikke et nulsumsspil, hvor mere EU automatisk fører til mindre Danmark. Det er rent ud sagt noget vrøvl, som danske nejsigere har haft alt for let spil med gennem årene.
Annonce
Annonce
Film & TV
Annonce
På den anden side

Kommentar: Drengene i grotten siger noget om en journalistisk krise

Palle Weis
Historien om drengene i grotten havde alt, og heldigvis kom de alle ud i live, men mediedækningen afslører også en tilgang, hvor føleri er det styrende princip.
Annonce
Annonce
Polaroid Originals OneStep 2: Det klassiske Polaroid er tilbage
Fascinationen ved gammel teknologi vil ingen ende tage – hvor irrationel den nu engang kan være. De overmættede og udtværede Instagram-filtre på mobilen er ikke længere nok. Der er kommet stor efterspørgsel på den ægte vare. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her