Annonce
Film & tv

In the Valley of Elah

Tommy Lee Jones spiller på ny enestående godt rollen som en mand, hvis verden falder sammen i ubegribeligt kaos.

Tommy Lee Jones og Susan Sarandon spiller mesterligt i "In the Valley of Elah". Foto: Sandrew Metronome

In the Valley of Elah

USA 2008

Instruktion: Paul Haggis

2 timer, 1 minut

Premiere i Dagmar, Grand, Empire, Falkoner, Kinopalæet, Gentofte - København; Metropol og Cinemax - Århus; Metropol - Aalborg; Cafe-Biografen - Odense.



”The Valley of Elah” er den dal, hvor den lille hyrdedreng, David, overvandt monsteret Goliat. Både den gamle og den nye danske oversættelse har ”Terebintedalen” (Første Samuelsbog 17, 2), mens såvel den gamle som den nye engelske oversættelse bevarer det hebraiske ord ”Elah”.

Filmen er altså en fabel over den bibelske historie, men der er intet fabelagtigt over den, undtagen dens fabelagtige kvalitet, for den er holdt i knastørre farver og en ordknap, næsten asketisk, dokumentarisk stil.

Hertil svarer Tommy Lee Jones' spil i hovedrollen. For øjeblikket er han også aktuel som politimanden i ”No Country for Old Men”, der er lavet efter ”In The Valley …”.

De to roller har store ligheder og derfor også hans spil. Rollerne gensidigt markerer og profilerer hans enestående evne til at skabe bevægende dybde, tilbageholdt lidenskab og skjult smerte, men også indædt viljestyrke i personerne, som han gør fåmælte og ensomme.

Verden slår revner

Ingen kan se så træt ud som Tommy Lee Jones, og med sine lodrette furer kan hans ansigt minde om slidt læder, en hærget mand, hvis verden slår revner, og han vil ikke finde sig i det.

Hans stemmeføring nærmer sig det tørt monotone. Man kan ikke diskutere med ham, han giver ingen åbninger, men kan pludseligt og eksplosivt hæve stemmen, så man forskrækkes og fornemmer et sydende raseri under den tilkæmpet uanfægtelige overflade.

Her spiller han Vietnam-veteran og tidligere sergent i militærpolitiet, Hank Deerfield. Hans søn er i hæren og netop vendt hjem fra Irak, men udeblevet fra sin forlægning. Sporløst forsvundet. Derfor kører Hank fra sit hjem i Tennessee til basen i New Mexico, hvor politiet dvask og arrogant afviser at interessere sig for sagen, og militæret vil dække den til.

Hank præges stadig af den militære disciplin. Han reder pedantisk seng i sit tarvelige motelværelse og pudser sine sorte sko og har som tidligere MP'er skarpe evner som detektiv.

Han ser, hvad myndighederne har negligeret: Sønnen er blevet myrdet, liget parteret og brændt til ukendelighed. Hanks kone (en hjertegribende Susan Sarandon) ankommer og fortvivler efter et par telefonsamtaler, der i deres desperate og bundløse gru i sig selv er små mesterværker.

Man holder vejret
Mens Paul Haggis' debut-film, den knugende ”Crash” (2004), fik sin vitalitet og skræmte i kraft af en hårdkogt, absurd, til tider vittig, ordrig dialog, ligger den beklemmende effekt denne gang i tavsheden og i pauserne. De er fulde af suspence. Man holder vejret og frygter det værste, mens der intet siges, og intet sker på lærredet. Trods sit grusomme drama en næsten begivenhedsløs historie.

Det lykkes Hank at få kontakt med en kvindelig politiofficer (en smuk, på en gang sårbar og handlekraftig Charlize Theron). Sammen afdækker de langsomt et uhyggeligt begivenhedsforløb, der gør Hank mere og mere indesluttet og kort for hovedet, jo længere det skrider frem.

Tidligt har han sikret sig sønnens mobiltelefon med nogle optagelser fra Irak. De er voldsomt beskadigede, men en hacker restaurerer dem delvist og sender dem styk for styk til Hank. De er fragmentariske, springende, fulde af råb og panik og ikke til at få sammenhæng i, akkurat som det ikke er til at få sammenhæng i, hvad der har ført til mordet.

Den rå sandhed
En række afhøringer af kammeraterne bringer en opklaring nærmere - ja! Men samtidig en sandhed så rå og rædselsfuld, at handlingen samles til en nådesløs, sønderlemmende kritik af krigen i Irak.

Hank var i Vietnam og må have set grusomheder, men på en eller anden måde er Irak værre, mere demoraliserende og mentalt ødelæggende. Soldaterne er sjæleligt læderede og afstumpede og fornøjer sig stupidt med druk, narko og topløse piger henne på baren. Så da forklaringen omsider foreligger, er det som en ligegyldig, følelseskold oplæsning af en rapport. Filmens mesterligste greb er da, at den handler om Irak-krigen, men gør det hjemme i USA.

Både her og i ”No Country …” er Tommy Lee Jones en mand, hvis verden falder sammen i ubegribeligt kaos, i vilkårlig vold og meningsløs forbrydelse. Han bærer sit tab - af sønnen, af sin tillid til sit land og af sin tro på Gud og på mening i en i øvrigt rå og hjerteløs tilværelse - men tabet aftegnes i hans tillukkede ansigt og i hans seje kropssprog, der røber, at han er ved at segne.

Hensat i afmagt
Han ser sig selv som David, der overvinder monsteret Goliat, men her er der ikke noget konkret monster. Her er der kun en helvedes situation, kun et forbandet vilkår, som hensætter Hank og mange med ham i afmagt.

Her taber David til monsteret, selv om forbrydelsen opklares, men kun for at røbe en endnu værre. Det er det mest uoprettelige tab i denne forfærdende, uafviselige tragedie.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Film & TV
Annonce
På den anden side

Kommentar: Drengene i grotten siger noget om en journalistisk krise

Palle Weis
Historien om drengene i grotten havde alt, og heldigvis kom de alle ud i live, men mediedækningen afslører også en tilgang, hvor føleri er det styrende princip.
Annonce
Annonce
Bolig
Danmarks svar på San Francisco: På toppen af alting bor borgparret fra Vejle
Ægtepar har adopteret middelalderstilen, siden de for halvandet år siden flyttede ind i Vejles nok mest specielle "borghus" med ”katakomber”, buer og hvælvinger. 
Se flere
Polaroid Originals OneStep 2: Det klassiske Polaroid er tilbage
Fascinationen ved gammel teknologi vil ingen ende tage – hvor irrationel den nu engang kan være. De overmættede og udtværede Instagram-filtre på mobilen er ikke længere nok. Der er kommet stor efterspørgsel på den ægte vare. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her