Bier i amerikanernes vold

<p>Susanne Bier måtte afgive rettigheder med sin film for DreamWorks, men måske er hun blevet en bedre og stærkere instruktør.</p>

Artiklens øverste billede
Susanne Bier. Fredag har hendes amerikanske film dansk premiere. Foto: Lars Krabbe.

Det kneb med billetsalget til danske film i 2007, men mange af filminstituttets grafiske lagkager ville sikkert have set anderledes appetitlige ud, hvis Susanne Bier havde haft en film i biografen.



Nationens største billetsælger drog imidlertid til Amerika for at arbejde med Halle Berry og Benicio Del Toro, ”Things We Lost In the Fire” hed projektet.



Ja, det gør det faktisk stadig, og fra på fredag kan man i danske biografer opleve, hvordan Susanne Bier har forløst Allan Loebs manuskript.



Filmen tæller ikke med i Det Danske Filminstituts publikumsregnskab for 2008. Produceret af det store selskab DreamWorks, der blev grundlagt af blandt andre Steven Spielberg, er ”Things We Lost In the Fire” så amerikansk, som den kan blive.



Susanne Bier har i denne uge været hjemme for at markedsføre filmen.

Normalt ville en samtale med instruktøren finde sted eksempelvis i cafeen hos Det Danske Filminstitut eller i en barak i Filmbyen i Avedøre, men denne titel er en del af United International Pictures' underholdningspakke, og så foregår interviewet selvfølgelig på Hotel D'Angleterre på Kongens Nytorv.



Opgaven den samme



Susanne Bier præciserer indledningsvis, at hendes opgave som instruktør fundamentalt er den samme, om hun arbejder i Danmark eller USA.



»Jeg skal fortælle en historie på film, og jeg fokuserer entydigt på den og dens karakterer. Jeg taler med forfatteren og arbejder med skuespillerne, alt det er grundlæggende det samme, selv om skuespillere som Halle Berry og Benicio Del Toro ankommer til arbejde i en kortege af biler, hvor der er make-up i den ene, kostumer i den anden og noget tredje og fjerde i de andre biler.



Holdet er enormt stort, og der er meget rundt om filmen, som er anderledes,« forklarer Susanne Bier, der karakteriserer sine stjerner som nemme at arbejde med.



»Man skal forstå, at det er vigtigt for Halle Berrys og Benicio Del Toros karrierer også at medvirke i film, der har flere dimensioner. Halle Berry kan ikke lave ”X-Men” hele tiden, hun er nødt til at demonstrere, at hun kan andet. Det var denne film velegnet til.«



Afgav privilegium



Susanne Bier har på mange måder ladet sig opsluge af en traditionel kommerciel maskine. Hun afgav ved kontraktunderskrivelsen kunstnerens såkaldte ”final cut privilegium”, men turde godt, da det hele tiden var hendes fornemmelse, at DreamWorks ønskede at skabe en kunstnerisk film til selskabets katalog.



Også på lanceringsdelen, som Bier efter eget udsagn normalt deltager aktivt i, har hun måttet afgive indflydelse til marketingsdrengene. De kvitterede så til gengæld med at præsentere hende for hele 60 forskellige plakater, hvor standarden herhjemme er fra tre til fem.



Pengene og kunsten



»Det er den første film, jeg har lavet uden at have final cut, men jeg synes egentlig ikke, at det indebærer så meget, som man tillægger det. Pengene og kunsten - i praksis selskabet og instruktøren - er nødt til at være enige, for ellers bliver det som regel en møgfilm.



Det er klart, at der kan opstå situationer, hvor pengene vil have en film klippet sønder og sammen, men det, der så vil ske, er, at pengene alligevel ikke tror på filmen. Selskabet vil ikke smide penge efter lanceringen, og så dør filmen. Derfor er final cut-diskussionen reelt en pseudo-konflikt,« siger hun og uddyber med et billede:



»Selskab og kunstner gifter sig med hinanden, når man laver en film i USA. I rammerne af det ægteskab er man nødt til at nå til enighed.«



Susanne Bier afviser, at hun undervejs har kompromitteret sin integritet.



Et lille projekt



»På forhånd bildte jeg mig ind, at jeg ville overbevise dem om det, som jeg troede på. Og det har jeg faktisk også kunnet. Dette projekt er et forholdsvis lille projekt til 17 mio. dollars, og jeg er helt klar over, at det ville have forholdt sig anderledes, hvis jeg var engageret i en film til 50 mio. dollars.



Jeg har sat mig i en situation, hvor jeg havde et reelt grundlag for at lave den film, jeg gerne ville lave.«



Men hvorfor overhovedet tage til USA? Hvad var meningen med eventyret? Susanne Bier afviser, at det var glimmeret i Hollywood, der trak.



»Jeg har længe tænkt på, om jeg kunne lave en film på engelsk. Jeg har jo i en årrække lavet film på dansk, som har haft et relativt stort publikum i udlandet. Mit udgangspunkt var, kan man sige, en naiv forestilling om, at de almene menneskelige beskrivelser, som jeg står for, kunne være interessant for flere mennesker på et større sprog.«



Daglige spørgsmål



Kritikerne har givet ”Things We Lost In the Fire” en blandet modtagelse, og den har haft det svært på det tætpakkede amerikanske filmmarked. Gevinsten i projektet kan vise sig at være, at Susanne Bier står tilbage som en bedre og stærkere instruktør.



»Selskabets executives går meget aktivt ind i filmen, og man er ikke den egenrådige kunstner, som man er i Danmark. Man har sine daglige telefonsamtaler med dem, og de spørger om alt muligt stort og småt: ”Hvad med denne replik?” ”Hvad med den scene?”



Alle de spørgsmål ved ting, som man synes er indlysende og fornuftige, er irriterende, men de har tvunget mig til at være skærpet i alle beslutninger. Det er sundt at blive konfronteret, for når man ikke kan svare, jamen, så er det jo, fordi man ikke er helt sikker.«

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen