JP: Potter-film den hidtil dårligste
Den hidtil svageste Harry Potter-bog er også blevet til den hidtil slappeste film.
HARRY POTTER OG FØNIXORDENEN
(Harry Potter and the Order of the Phoenix)
England 2007
Instruktion: David Yates
2 timer, 18 minutter
Premiere landet over
At den femte film om Harry Potters bedrifter er uforståelig, hvis man ikke har set de fire første, er ikke overraskende. Værre er, at den også er det, hvis ikke man har læst bogforlægget.
Det er den længste og så langt den mest uforløste af de foreløbig seks bøger i serien (syvende og sidste bind udkommer om en uge). Joanne K. Rowling forsøger på samme tid at skildre endnu et år på troldmandsskolen Hogwarts, Harrys udvikling til en stadig mere konfliktsøgende og frihedstørstende teenager og den fortsatte opbygning til det definitive opgør med hans onde nemesis, lord Voldemort.
I bogen med dens hundredevis af stillestående siders tomgang hæver dejen ikke for alvor før den store – og bestemt virkningsfulde – ramasjang-kulmination til allersidst. Filmen kommer til gengæld nærmest aldrig i gang.
Den fokuserer nemlig stort set kun på Hogwarts, der i denne sæson bliver kuppet af den kattekælne, tantelyserøde professor Umbridge, hvis regime bedst kan beskrives som én del Taleban til én del 1968’er-pædagogik. Imelda Staunton gør hende til et opvisningsnummer af slesk brutalitet, som nok er meget morsomt og snildt kan ses som kærkommen satire over tendenser i tidens undervisningsvæsen, men som bare ikke får handlingen ret meget hen over jorden.
Lån fra ”Ringenes herre”
Til gengæld er der masser af sidehistorier og stakåndede pointer, som i stedet bliver afviklet i et jævnt hen uoverskueligt stik-ordstempo, i øvrigt tilsyneladende med flere ideer og mindst én regulær replik lånt direkte fra Peter Jacksons ”Ringenes herre”.
De fleste andre i det efterhånden enorme persongalleri har så lidt tid på lærredet, at man må se selv store engelske karakterskuepillere forfalde til at kompensere ved at overspille grimt – fra Ralph Fiennes som Voldemort og Alan Rickman som professor Snape og nedefter.
Daniel Radcliffe, der stadig udvikler sig stærkt som skuespiller, har i glimt fat i noget af Harrys raseri og oprørstrang. Men heller ikke han får rigtig tid og lejlighed til at folde det og sig ud, sådan som filmen slingrer mellem stillestående komedie og grovkornet genfortælling af intrigen, hvor scener ofte kun lige antydes, men hverken udvikles eller afrundes.
Kortvarig konfrontation
Det pauvre resultat kan skyldes, at de garvede kræfter på instruktør-, manuskript- og komponistside, som bidrog til at gøre de fire første film til solide (de to første) eller rigtigt gode (nummer tre og fire), her er afløst af langt mere ubeskrevne og tilsyneladende idéforladte navne. Kulisser og den slags ser da stadigvæk flotte ud, men end ikke den højdramatiske – og tragiske – konfrontation i Ministeriet for Magi er særlig medrivende og synes at være overstået, nærmest før den er begyndt.
I en filmserie med så konstante udskiftninger (englænderen David Yates er den fjerde instruktør på fem film) kan man dårligt regne med ubesværet magi hver gang, selv om henholdsvis Alfonso Cuarón og Mike Newell lagde niveauet højt i de foregående to film. Men dog i det mindste – og også med et så problematisk bogforlæg – en behændighed et godt stykke over, hvad Potter-industrien denne gang er nået frem til.