DIE HARD 4.0: Moderne terror og tørre tæsk
”Die Hard 4.0” kan ikke rigtig beslutte sig til, om den vil være et indlæg i sikkerhedsdebatten, sparke action-pedalen helt i bund eller sælge spil.
DIE HARD 4.0 (Live Free Or Die Hard)
Instruktion: Len Wiseman - 2 timer 9 min.
Den farligste terrorisme er ikke nødvendigvis primitive selvmordsbombere, hvor skræmmende blodige og medieegnede deres aktioner end er. Den kan meget vel være, hvis onde mennesker med computersnilde skaffer sig adgang til et lands elektroniske infrastruktur og angriber alt fra trafik og kommunikation til finansreserver.
Hvilket er nøjagtig, hvad en hævngerrig, tidligere regeringsansat it-ekspert og hans toptrimmede terroristhold gør i USA i fjerde ombæring af ”Die Hard”-serien, godt hjulpet på vej af interne intriger mellem forskellige regeringsorganer. Men så heller ikke mere om troværdighed i denne omgang.
For ligesom sine skurkagtige kolleger i de tre foregående film har it-geniet åbenbart aldrig forestillet sig, at der fra lang afstand dukker en gammeldags, alt andet end højteknologisk politimand op med hårdtslående næver og rygende pistoler og smadrer alle de sindrige planer. John McClane kan kun lige akkurat betjene en mobiltelefon, men til gengæld finder han sig ikke i noget som helst, og slet ikke da skurken ellers tror, han er rigtig smart, og kidnapper McClanes datter.
Slingrende film
Det er 12 år siden, den nu 52-årige Bruce Willis sidst indtog sin signaturrolle. Men også i den ældre, tungere udgave formår det skaldede muskelbundt ene mand at redde ikke blot Amerika, men samtidig filmen. Uanset en lækker, blåtonet billedside og et konstant højt energiniveau fra ”Underworld”-vampyrfilmenes instruktør Len Wiseman er det nemlig en slingrende film, der trods den interessante præmis er kommet ud af alle de larmende anstrengelser. Nærmest som var den jordbundne McClane ved en fejltagelse havnet i en kombination af tv-serien ”24 timer” med al dens tekno-paranoia og en James Bond-film fra seriens mest overfladiske periode.
Hertil kommer alt for mange distraherende kamp- og forfølgelses-scener. Udover at gøre filmen unødigt lang lugter de i dén af at skulle sælge et tilhørende computerspil.
Koncentrationen i de tidligere film er der langt til i dette hyperventilerende orgie af blinkende computerskærme, klaprende tastaturer, ting og bygninger, der springer i luften, store biler og jetjagere og helikoptere, Marco Beltramis pumpende musik, vildt usandsynlige sammentræf og redninger i sidste splitsekund. Man kan i de få rolige øjeblikke godt nå at få en dårlig smag i munden over, hvor mange civilister der realistisk set må omkomme i løbet af de spektakulære popcorn-løjer, og hvor meget der egentlig er tilbage af Washington-Baltimore-området, efter at McClane og skurken til sammen har lagt store dele af regionen i ruiner.
Menneskelig dimension
Det er alene Willis, der med sin blanding af rå fysik og selvironi, her velgørende behersket, giver rabalderet og masseødelæggelserne en menneskelig dimension. Som sædvanlig får han også læsterligt mange tæsk undervejs, og i scenerne med datteren formidler han noget, der ligner følsomhed.
Fars hårdtslående pige - de findes åbenbart også på film - spilles vittigt af Mary Elizabeth Winstead, der for tiden tillige kan ses i Quentin Tarantinos ”Death Proof”. Justin Long får sympatisk meget ud af den konfliktsky unge computernørd, McClane har på slæb, og Timothy Oliphant fra western-serien ”Deadwood” er en herligt sleben superskurk i klassisk storhedsvanvittig stil.
Men instruktører og biroller kommer og går. Det er og bliver Bruce Willis' forestilling, og den viser paradoksalt nok bedre end mange af hans mere seriøse film, hvor god en skuespiller han kan være.
Og hvis serien har budt på meget mere helstøbte film, navnlig 1'eren og 3'eren, laver han i hvert fald her sin flabede amerikanske everyman så godt som nogensinde. Yippie-kay-yay nok engang, og får han mod på en 5'er skal jeg af flere grunde ikke sige ham imod.