Præsten og krøblingen

"Miffo" gør op med vores allesammens berøringsangst. Så her er fromme præster, livsglæde og handicapsex.

MIFFO

Sverige 2003

Instruktion: Daniel Lind Lagerlöf

1 time og 40 minutter

Premiere i Gloria, København,

og Øst for Paradis, Århus

Miffo er svensk slang for misfoster, men skønt der er et par stykker af dem i Daniel Lind Lagerlöfs svenske succes, har "Miffo" bestemt sin egen indre skønhed.

Tobias er nyordineret præst, født med sideskilning og livslangt medlemskab af Rotary. Men den unge idealist vender den borgerlige tryghed ryggen og melder sig som missionær i Stockholms social slum. Ganske som Anders W. Bertelsen i "Italiensk for begyndere".

Her møder han Carola. Hun bor med sin fordrukne mor i den lokale beton. Hun er hårdtsminket, højlydt, rapkæftet og sidder i kørestol. Og hun bommer på stedet den unge præst for 500 kr.

Tobias falder for hende efter at være kommet sig over chokket. Vi falder for hende på stedet. Og så går den romantiske komedie ellers sin vante gang, brolagt med en fisefornem kæreste, et planlagt bryllup, mistro og usikkerhed.

Liv i stereotyperne

Lagerlöf betræder intet nyt land. Til gengæld giver han genrens klicheer en direkte friskhed. Og selv om også Tobias og Carola udspringer af stereotyperne, vokser de til levende, uimodståelige mennesker for øjnene af os. Blændende spillet af sin generations bedste svenske skuespiller, Jonas Karlsson, og nytilkommeren Livia Millhagen. Når de griner, griner man uvilkårligt med, og de griner meget - af sig selv og hinanden og i stedet for at tude over livets absurditeter - i Daniel og Malin Lagerlöfs vemodigt humoristiske historie, der gør op med vores allesammens berøringsangst.

Lattermild sommerflirt

"Miffo" er nærmest berøringsivrig. Den griber om det hele og får flere rigtig sjove scener ud af sin direkte tilgang til fromme præster, livsglæde og handicapsex.

Havde den været dansk, kunne den have solgt 300.000 billetter. Nu er den svensk og kommer - efter to år - op i blot to biografer. Men det bør De ikke lade Dem narre af: Det er en dejlig let og lattermild sommerflirt.

kultur@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen