BLACKBOARDS: Instr. Samira Makhmalbaf

Samira Makhmalbafs helt surrealistiske skildring af lærdommens trange kår i Kurdistan kan prale af mere end sin politiske aktualitet.

BLACKBOARDS

Instruktør: Samira Makhmalbaf

Iran 2001

Længde: 1 time og 30 minutter

Premiere fredag Grand Teatret og Øst for Paradis, Århus

Siden Khomeini kom til magten ved den islamiske revolution i 1979 har iranske filminstruktører omgået censorerne ved at rendyrke den allegoriske og metaforiske film. En sådan er "Blackboards" også, selv om symbolikken ind imellem er så håndfast, at selv de mest tunghøre må fange budskabet.

Filmen udspilles i Kurdistan på grænsen mellem Iran og Irak. Her driver en flok arbejdsløse lærere rundt med hver deres skoletavle på ryggen.

Arbejde er der ikke meget af, så lærerne får næsten ikke ført kridtet til tavlerne, der til gengæld er gode at søge ly bag, mens helikoptere overflyver landskabet og skudsalver gjalder mellem bjergene.

De forskellige tavler bruges også som bårer, tørrestativ og medgift i et hurtigt improviseret bryllup. Lærdommen preller derimod af på de nomader, smuglere og andet godtfolk, som filmens lærere kommer i kontakt med. Verden foretrækker at leve i uvidenhed, må man konkludere.

På billedsiden spiller Makhmalbaf på den visuelle kontrast mellem de sorte skoletavler og de stenede, jordfarvede kurdiske bjerge. Resultatet er en hel perlerække af surrealistiske tableauer, der på hver deres vis kommenterer, hvilke umage størrelser civilisation og natur kan være.

"Blackboards" er bl.a. optaget i nærheden af landsbyen Halabachech, hvor tusinder af kurdere døde som ofre for Saddam Husseins kemiske giftangreb.

Samira Makhmalbaf kunne ikke have forudset den aktuelle politiske situation, men har helt utilsigtet leveret et godt supplement til alle, der savner at få uddybet TV-reportagerne fra regionen.

Ønsker man indblik i livet, som det leves blandt helt almindelige mennesker i ikke-staten Kurdistan, er den overvejende kurdisk-sprogede "Blackboards" helt uomgængelig. Og så er den højaktuelle historie tilmed ganske suverænt instrueret - med både professionelle og amatører på rollelisten.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen