Filminstruktøren Ingmar Bergman død
Den svenske filminstruktør Ingmar Bergman er død. Det oplyser hans datter Eva Bergman til nyhedsbureauet TT. Ingmar Bergman blev 89 år og døde i sit hjem.
Hans død kom stille og roligt, fortæller hans datter.
Begravelsen finder sted på et endnu ukendt tidspunkt med deltagelse af en kreds af Bergmans nærmeste familie og venner.
Bergman var en af det 20. århundredes mest markante filmskabere. Den verdensberømte instruktør blev ni gange nomineret til en Oscar, første gang i 1960 for "Smultronstället", senest i 1984 for "Fanny og Alexander", der vandt som bedste udenlandske film. I 1971 modtog han den fornemme Irving G. Thalberg Memorial Award.
Bergman boede en stor del af sit liv på øen Fårö, hvor også flere af hans film er optaget. Da det svenske skattevæsen beskyldte ham for skatteunddragelse, flyttede han til München og fastslog, at han aldrig igen ville lave en film i Sverige. I 1982 vendte han dog tilbage til fædrelandet og skabte mesterværket "Fanny og Alexander". Siden har han instrueret teater og tv-film, indtil han i 2004 trak sig tilbage til Fårö og erklærede, at han aldrig ville forlade øen igen.
Ingmar Bergman var gift fem gange. De første fire ægteskaber endte i skilsmisse, mens hans femte kone, Ingrid von Rosen, døde af kræft i 1995. Bergman vedgik sig faderskabet til hele ni børn, bl.a. instruktørerne Eva Bergman og Daniel Bergman og forfatteren Linn Ullmann, som han fik med skuespilleren Liv Ullmann.
Vejen til instruktørstolen
Allerede i barndommen kastede Bergman sig over iscenesættelser af virkeligheden. Således var han som dreng forfatter og instruktør bag utallige dukketeaterforestillinger med søskende og legekammerater som dukkeførere og skuespillere.
Derfor var det også naturligt, at Ingmar Bergman som voksen først søgte ind i teatrets verden. Efter studier i Stockholm blev han allerede som 22-årig instruktørassistent på Operan. Samtidigt fik han en tjans som manuskriptbearbejder på svensk films flagskib, Svensk Filmindustri. Her var hans hovedopgave at skrive mere berømte kollegers halvtynde manuskripter op, så de kunne bruges til film.
Netop det job brugte Bergman som springbræt ind i filmens verden. Han afleverede simpelthen et af sine egne manuskripter sammen med et af de, som havde skrevet igennem for en anden. Manuskriptet var så godt, at det i 1944 blev besluttet at lade den navnkundige instruktør Alf Sjöberg lave filmen "Forfulgt" (Hets) over det. I de år var Sjöberg en af Sveriges mest produktive instruktører og på grund af travlhed overlod han filmatiseringen af manuskriptets sidste scener til Bergman selv. Dermed kickstartedes Bergmans karriere bag kameraet. Året efter den "hemmelige" instruktion, kom den egentlige debut med filmen "Kris". Og da Bergman først havde fået fat i både teatret og filmens verden, gav han aldrig siden slip.
Svingende kvalitet
Over de næste godt 60 år instruerede han således flere end 60 film og tv-produktioner, skrev endnu flere manuskripter og havde samtidigt overskud til også at iscenesætte en lang række teaterstykker og være chef for flere teatre, bl.a. den svenske nationalscene Dramaten i Stockholm
Retfærdigvis bør det dog anføres, at produktionen kvalitetsmæssigt var svingende - uden at Bergman dog kan siges at have haft et decideret lavt bundniveau.
I de første år af sin karriere bevægede Ingmar Bergman sig langsomt mod det, der siden blev hans vartegn. Historiemæssigt kom familieintriger og seksuelle spændinger til at fylde meget i hans film, der til gengæld rent billedmæssigt var præget af forholdsvis stor ro og kendetegnet ved mange følelsesmættede nærbilleder.
To produktioner om året
Kimen til den stil blev sået allerede i Bergmans anden film "Det regner på hvor kærlighed" fra 1946 og siden raffineret hos den kunstnerisk modne Bergman i "Sommerleg" fra 1951 og "Sommeren med Monika" fra 1953".
Den arbejdsgale Ingmar Bergman holdt dampen oppe i godt 40 år, hvor det blev til mindst to produktioner om året. Efter "Fanny og Alexander" i 1982 gearede han dog lidt ned i tempo. Som tidligere nævnt overlod han f.eks. selve instruktionen af "Den gode vilje" fra 1992 til danske Bille August og siden gik der mindst to eller tre år mellem hver Bergman-produktion.
Den sidste egentlige Bergman-film var tv-dramaet "Saraband" fra 2003, der var en fortsættelse af den skelsættende "Scener fra et ægteskab" fra 1973. Op til færdiggørelsen af "Saraband", der trak ud, stod de store filmfestivaler i Venedig og Cannes på hovedet af hinanden for at kunne præsentere den først. Det blev dog afvist af den da 85-årige Bergman, der ikke mente at have kræfter til endnu en filmfestival.
Filmen endte i stedet som en tv-film og fik derfor verdenspremiere på svensk tv som en slags sidste gave til det svenske folk. Svenskerne kvitterede ved at bænke sig i stort tal foran tv-skærmene og i en tid, hvor seerrekorder ellers kun sættes ved finaletransmissioner af reality-shows, samlede et forholdsvist tungt ægteskabsdrama rekordhøje seertal.
Dermed levede afslutningen på Bergmans karriere formentlig også nogenlunde op, til det mål han allerede som 20-årig havde nedskrevet:
- Måske kan der engang skrabes noget lyst og smukt ud af al elendigheden. Som en lille, lille perle ud af en stor sort, djævelsk muslingeskal. Om noget smukt engang skulle komme fra mig, da har jeg løst min opgave her i tilværelsen.