WINDTALKERS, Instr: John Woo

John Woo kan turnere en god kampscene, men når det kommer til menneskeskildringer, kommer han til kort. Selv med Nicolas Cage i hovedrollen.

WINDTALKERS

USA 2002

Instruktør: John Woo

2 timer 14 minutter

Et halvt århundrede efter John Wayne vandt Den 2. Verdenskrig i en række i det ydre ganske forskellige, men holdningsmæssigt dog så ens film ("De flyvende tigre", "Stillehavets Helte", "Urskovens partisaner", "Heltene fra Iwo Jima" og "Luftens hårde halse") gentager Hollywood nu historien om the all-American hero.

"Windtalkers" adskiller sig i sin holdning nemlig ikke væsentligt fra den lange række af beredskabsfilm, som Hollywood producerede i årene under og umiddelbart efter Den 2. Verdenskrig, selv om der fra udlejerens side gøres en del ud af, at denne film netop skiller sig ud ved at fortælle om, hvordan USA med hjælp fra Navajo-indianerne og deres sprog konstruerede en kode, som Japan ikke evnede at bryde.

Men dette er og bliver en beskeden del af helheden, hvor det væsentligste for producenter og instruktør har været at skabe en actionfilm, der først og fremmest henvender sig til et publikum, som foretrækker deres superhelte fjernt fra en forstyrrende realisme. Er det diverse menneskeligt set unuancerede krigsspil, der fra computerskærmen her har fundet vej til det store biograflærred?

Man har moderigtigt forsynet filmens altdominerende helt med nogle traumer, som man næppe ville have drømt om at vise i fyrrerne (i halvtredserne-filmene kunne de nobelt antydes), men disse traumer - vor helt er såret på sjælen, fordi han som uerfaren leder tidligere har ført alle sine soldater i døden - tages slet ikke seriøst i filmen, de tjener blot til at sætte heltens snuhed og enestående heltemod i relief, og denne tapre soldat gør følgelig alt, han kan, for igen at komme i aktiv tjeneste, bl. a. med hjælp fra en forelsket sygeplejerske, der bistår ham i snyderi.

Tjenstdygtig

Så såre han derefter er accepteret som tjenstdygtig, er han altid forrest i kampen mod de anonymt skildrede japanske soldater, og ganske urealistisk formår han gang på gang at nedskyde, hvad der uden tællemaskine ved hånden tager sig ud som hundredvis af japanere, mens han selv først til allersidst selv bliver såret - og det på trods af, at han ofte udgør et klart synligt mål for japanske skytter, som må have været rene sinker, siden det ikke allerede tidligt under filmens kampe er lykkedes dem at ramme denne rasende kriger. Og i betragtning af, at han i filmens postulerede virkelighed først og fremmest skal beskytte en Navajo-indianer - eller rettere: han skal beskytte koden, altså om nødvendigt dræbe indianeren, så han ikke tages til fange af japanerne - så må man sige, at han tager den del af jobbelt meget lidt alvorligt.

I denne rolle spilles Nicolas Cage sin helterolle så tilpas sammenbidt i krigsscenerne og så sårbart barsk afvisende i de stilfærdige scener, at han harmonerer fortræffeligt med filmens ånd. Den er til gengæld ganske ubehagelig i sin betydelige fryd ved at vise renskurede amerikanske helte over for gule djævle i morderisk udfoldelse.

Selve kampscenerne er selvfølgelig dygtigt lavet, John Woo har i efterhånden mange film vist sig som en dygtig håndværker. Men i denne film forsøger han sig også menneskeskildrer, og det magter han ikke med den Rambo-holdning, manuskriptet er konstrueret ud fra. Der er hele tiden tale om rene banaliteter.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen